Kimmo Jensen er udpeget som nyt medlem af Scleroseforeningens Forskningsråd. Han er klinisk professor og overlæge ved Aalborg Universitetshospital, og han træder ind i Rådet med en bred erfaring – fra forskning i nervecellers funktion til klinisk neurologi.

Forskningsrådets formål er at vurdere forskningsansøgninger og beslutte, hvordan de midler, som Scleroseforeningen hvert år afsætter til forskning, skal fordeles. Rådet består af mindst otte frivillige forskere fra hele landet og en eller to patientrepræsentanter, der selv lever med sclerose. Det er deres opgave at sikre, at den forskning, foreningen støtter, er af høj kvalitet og relevant for mennesker med sclerose.

Kimmo Jensen leder flere forskningsprojekter med fokus på at forbedre diagnostik og behandling af epilepsi. Ét af dem går ud på at måle søvnrytme og anfald hos mennesker med sygdommen. Med en lille chip, der indsættes under huden bag øret, måler Kimmo Jensen og hans kollegaer svingningerne i hjernen hos forsøgsdeltagerne. Chippen fungerer som “en form for avanceret anfaldskalender, hvor den leverer en rapport til neurologen en gang om måneden,” forklarer han.

“Det er ikke altid, folk kan huske, at de har haft et epilepsianfald. Så det er en præcis måde at se, hvordan deres anfaldsmønster har været,” forklarer han om forskningsprojektet.

“Bredere ekspertise”

Kimmo Jensen har i sit arbejde som klinisk neurolog mødt mennesker med sclerose – men han har ikke derudover beskæftiget sig med sygdommen. Og netop det, at han ikke er specialiseret i sclerose, er væsentligt for hans nye rolle som medlem af Forskningsrådet.

I forretningsordenen står der nemlig, at “Formanden skal være scleroseforsker, men flertallet af medlemmerne må ikke være scleroseforskere.”

“Den regel sikrer, at vi får en bredere ekspertise end kun lige scleroseforskning i Rådet. På den måde undgår vi indspisthed, og vi sørger for, at vi ikke bliver blinde for, om der er noget, vi kunne gøre anderledes,” siger formand for Forskningsrådet, professor Finn Sellebjerg, der til daglig er leder af Dansk Multipel Sklerose Center på Rigshospitalet i København.

Han ser frem til samarbejdet med Kimmo Jensen.

“Han kommer til rådet med en bred viden – og stor erfaring med at bedømme forskningsprojekter,” siger Finn Sellebjerg med henvisning til Kimmo Jensens erfaring fra blandt andet laboratoriearbejde, der gør ham i stand til at vurdere data og tidshorisonten i de projekter om sclerose, som forskere landet over søger midler til.

“Jeg har erfaring både fra danske og internationale fonde – fra blandt andet England og Frankrig, hvor jeg har bedømt projekter. Og så har jeg også lang erfaring med at starte ph.d.-projekter op,” siger Kimmo Jensen.

I Forskningsrådet afløser Kimmo Jensen professor Henrik Vorum, som har valgt at udtræde af forskningsrådet i forbindelse med en ny rolle ved Aalborg Universitet.