Ambitionen bag Fremtidens Ambulatorium lyder umiddelbart tillokkende: færre overflødige kontroller, mere fleksibilitet og bedre udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer. Digitale kontakter og hjemmemonitorering skal erstatte en del af de fysiske besøg, og målet er, at knap 30 procent af de ambulante, fysiske kontakter forsvinder eller omlægges – et administrativt mål, der skal opnås inden for alle sygdomsområder.
Problemet er, at denne ambition hviler på en antagelse om, at alle patienter kan navigere i et sundhedsvæsen, der i stigende grad forudsætter digital parathed, høj sundhedskompetence og evne til selv at tage ansvar for komplekse sygdomsforløb.
En ny landsdækkende undersøgelse blandt 3.000 personer med sclerose viser, at denne antagelse allerede i dag ikke holder – og at Fremtidens Ambulatorium risikerer at forstærke den markante ulighed i sundhed, der allerede eksisterer.
En tredjedel har allerede for lidt – eller ingen – kontakt
Sclerose er en kronisk, fremadskridende og invaliderende neurologisk sygdom, hvor regelmæssig opfølgning i specialiserede ambulatorier er afgørende for korrekt behandling, forebyggelse af forværring og sikring af livskvalitet.
Alligevel viser undersøgelsen, at hver fjerde sclerosepatient har sjælden kontakt med de neurologiske ambulatorier – defineret som sjældnere end årlig kontakt – og at mindst 6 procent, formentlig over 10 procent ifølge registerdata, slet ingen kontakt har. Samlet betyder det, at omkring hver tredje sclerosepatient allerede i dag har sjælden eller ingen kontakt med det specialiserede sygehusvæsen, der varetager behandlingen af sclerose.
Dette er udgangspunktet, før Fremtidens Ambulatorium overhovedet er implementeret.
Patienterne ønsker ikke mindre kontakt
Når man taler om “overflødige” kontroller, er det afgørende at spørge: Overflødige for hvem?
Patienternes svar er tydeligt: 24 procent efterlyser mere kontakt, 67 procent finder den nuværende kontakt passende, og kun 1 procent ønsker mindre kontakt. Det står i skærende kontrast til et politisk-administrativt mål om at fjerne næsten hver tredje fysiske ambulante kontakt.
Ulighed er strukturel
Undersøgelsen dokumenterer markante sociale og geografiske skævheder. Personer med kort uddannelse, uden for arbejdsmarkedet, med høj sygdomsbelastning og bosat i Region Sjælland har markant mindre kontakt til de specialiserede neurologiske ambulatorier.
En væsentlig forklaring på disse skævheder knytter sig til patienternes sundhedskompetence. Evnen til at tilgå, forstå og handle på information om sundhed, herunder navigere i sundhedsvæsenet, tage kontakt, følge op, koordinere og fungere som tovholder i eget behandlingsforløb, er ikke lige fordelt, og kan påvirkes af selve sygdommen, der ofte er forbundet med ’fatigue’ og kognitive udfordringer.
Undersøgelsen viser, at sclerosepatienter med lav sundhedskompetence oftere har sjælden eller ingen kontakt til de specialiserede ambulatorier end patienter med høj sundhedskompetence.
Det tegner et tydeligt paradoks: Patienter med størst behov for støtte til at forstå og navigere i sundhedsvæsenet er samtidig dem, der oftest har sjælden eller ingen kontakt til systemet.
- Blandt patienter, der har svært ved at tilgå og forstå sundhedsinformation, har hele 44 procent sjælden eller ingen kontakt – mod 28 procent blandt dem, der har nemmere ved det.
- Blandt patienter, der har svært ved at kommunikere med læger og sundhedspersonale, har 50 procent sjælden eller ingen kontakt – næsten dobbelt så mange som blandt dem, der oplever kommunikationen og det at stille og få svar på deres spørgsmål som let (27 procent).
Digitalisering rammer ikke alle ens
Når Fremtidens Ambulatorium i høj grad baseres på digital kontakt, egenmonitorering og selvstændig opfølgning, rammer det præcis de grupper, som allerede i dag har sværest ved at fastholde kontakten til sundhedsvæsenet.
For mange sclerosepatienter er udfordringen ikke manglende vilje, men kognitive vanskeligheder, udtalt træthed, nedsat overblik og kommunikationsproblemer – forhold, der gør digitale løsninger mere krævende, ikke mere tilgængelige.
Digitalisering er derfor ikke en neutral omlægning, men en forandring, der risikerer at forstærke eksisterende ulighed.
Et nødvendigt spørgsmål til projektets ophavsmand
Magnus T. Jensen, der er formand for styregruppen bag Fremtidens Ambulatorium, fremhæver i Sundhedsmonitor, at initiativet ikke er en spareøvelse, men handler om at møde den enkelte patients behov “på den rigtige måde”. Men hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være, at man ruller en ’one size fits all’-model ud, hvor udgangspunktet er 30 procents reduktion af de fysiske kontanter inden for alle sygdomsområder – i stedet for at tage udgangspunkt i det enkelte sygdomsområde og den enkelte patients behov?
Det rejser et helt centralt spørgsmål, der står ubesvaret hen: Hvordan sikres det, at patienter med lav sundhedskompetence, kognitive vanskeligheder og høj sygdomsbelastning ikke mister kontakten til sundhedsvæsenet, når ambitionen er færre kontakter og mere digital egenhåndtering?
Og mere grundlæggende: Hvilke patientgrupper danner egentlig afsættet for Fremtidens Ambulatorium?
Er det den somatiske, relativt velfungerende patient, der kan måle, rapportere og navigere digitalt – eller er det også patienter med kronisk neurologisk sygdom, nedsat funktionsevne og komplekse behov?
Hvis svaret primært er det første, er risikoen åbenlys: At en reform, der præsenteres som individualiseret, i praksis bliver designet til de stærkeste patienter – og efterlader de mest sårbare med endnu mindre kontakt end i dag.
Modernisering må ikke ske på bekostning af lighed
Fremtidens Ambulatorium kan blive et fremskridt, men kun hvis ulighed i sundhed tænkes ind som et kerneproblem og ikke som en sideeffekt, der kan håndteres bagefter.
Ellers risikerer vi, at ambitionen om fleksibilitet og effektivitet skaber et sundhedsvæsen, hvor dem, der har mest brug for hjælp, er dem, der i praksis tabes i systemet.
