I takt med, at vi bliver ældre, kravler en anden kurve hastigt opad: Antallet af mennesker, der lever med neurologiske sygdomme og skader. I skrivende stund gælder det omkring 400.000 danskere, og år for år kommer flere til.
Sygdomme i hjernen og nervesystemet er i dag den førende årsag til funktionsnedsættelse globalt og den næsthyppigste dødsårsag. Alligevel fylder de forsvindende lidt i den politiske debat.
Det er et paradoks. Og det er et problem.
En voksende krise – uden tilsvarende opmærksomhed
Neurologiske tilstande spænder bredt: fra Parkinsons sygdom og sclerose til medfødte og erhvervede hjerneskader, følger efter hjernerystelse og demens. Fælles for dem er, at de rammer selve fundamentet for vores liv: evnen til at tænke, bevæge os, huske, føle og deltage i samfundet.
Konsekvenserne er enorme.
For den enkelte kan det betyde tab af arbejdsevne, identitet og livskvalitet. For de pårørende følger ofte et liv med omsorgsopgaver, bekymringer og belastning. Og for samfundet er regningen massiv, både i sundhedsudgifter og i tabt produktivitet.
Alligevel er området præget af en påfaldende lav prioritering.
Hvordan kan det være, at neurologiske lidelser – både medfødte og erhvervede – som samlet set rammer stadig flere mennesker og har enorme konsekvenser for liv og levevilkår, fortsat fylder så lidt i politiske forhandlinger, sundhedsreformer og mediebilledet?
Manglende synlighed – manglende prioritering
En del af forklaringen er, at mange neurologiske sygdomme og skader er usynlige. Symptomer som træthed, kognitive vanskeligheder eller smerter kan være svære at se – og dermed svære at forstå.
Det har konsekvenser. Undersøgelser viser, at langt størstedelen af mennesker med neurologiske tilstande oplever stigmatisering. Ikke kun i samfundet, men også i mødet med systemet.
Når de neurologiske lidelser ikke kan ses, bliver behovene nemmere at overse.
Og når behovene overses, bliver de også politisk nedprioriteret.
Vi ved, hvad der virker, men gør det ikke nok
Det mest frustrerende er måske, at vi faktisk ved meget om, hvad der kan gøre en forskel.
Tidlig opsporing. Bedre sammenhæng i behandling. Psykosociale indsatser. Specialiseret rehabilitering. Investering i forskning. Forebyggelse af sygdom og sygdomsforværring. Tilsammen er det en målrettet indsats for at styrke hjernesundheden gennem hele livet – både før og efter sygdom eller skade rammer.
WHO peger på, at sundhed – herunder hjernesundhed – handler om at skabe de bedste betingelser for, at mennesker kan fungere og udfolde deres potentiale hele livet og uanset tilstedeværelsen af sygdom eller skade i hjernen.
Det kræver politisk handling.
For uden prioritering sker der ikke den nødvendige udvikling. Hverken i kapacitet, kvalitet eller lighed i tilbuddene.
En reform i risiko for at overse hjernen
Med implementeringen af den nye sundhedsreform står vi midt i en historisk mulighed for at gentænke sundhedsvæsenet.
Men der er også en reel risiko: At neurologien bliver glemt.
Fordi området er komplekst. Fordi patientgrupperne er mange og forskellige. Og fordi neurologiske lidelser ofte er kroniske, langvarige eller livslange, og derfor ikke passer ind i simple løsninger.
Netop derfor kræver det politisk mod at prioritere området.
Hvis ikke nu – hvornår?
Når tusindvis af mennesker hvert år rammes af sygdomme eller skader i hjernen – tidligt i livet eller senere – der har afgørende betydning for deres liv, er det ikke en nicheproblematik. Det er en samfundsudfordring.
Derfor er budskabet enkelt:
Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at prioritere hjernesundhed.
Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
Hjernen får sin egen scene
Til juni samles politikere, organisationer og borgere på Folkemødet. Her vil hjernesundhed for en stund få en scene, når syv patient- og handicaporganisationer sammen søsætter Hjerneskibet i Allinge Havn og sætter hjernesundhed på den politiske, faglige og folkelige dagsorden. De syv organisationer er Alzheimerforeningen, CP Danmark, Hjernerystelsesforeningen, Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen, Parkinsonforeningen og Scleroseforeningen.
Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men det er kun begyndelsen, og der er lang vej igen.
For hjernen er grundlaget for hele vores samfund – vores arbejdsliv, vores fællesskaber og vores livskvalitet.
Derfor kræver det mere end opmærksomhed. Det kræver handling.
