Den første umiddelbare kommentar fra Scleroseforeningens direktør Klaus Høm lyder:
“Hvad ønsket om en stor opgavesamling angår, har vi ikke fået det, vi og landets mange andre patientorganisationer havde ønsket os. Men vi ser dog mange gode muligheder i reformudspillet, for status quo er heller ikke en mulighed. Djævlen ligger som altid i detaljen, men rammerne for de 17 sundhedsråd med regionalt flertal er spændende. En ny folkesundhedslov rummer også et stort og vigtigt potentiale for sundhedsfremme og rehabilitering, ligesom udsigten til kronikerpakker for multisyge er et meget positivt initiativ. Og hvis vi tager ja-hatten på, er der også et potentiale for at regionssammenlægningen kan få flere specialister ud i yderområderne på Sjælland. Det er alt sammen noget, vi gerne vil kvittere for umiddelbart.”
Herunder følger Scleroseforeningens umiddelbare syn på reformudspillet:
17 sundhedsråd – økonomisk styrke og klare opgaver:
Reformens etablering af 17 sundhedsråd med demokratisk forankring er et skridt i den rigtige retning. Foruden det vigtige demokratiske element, som vi i Scleroseforeningen har kæmpet for, er vi glade for at se, at der følger både økonomi og klart definerede opgaver med. Dette er en afgørende forbedring i forhold til de eksisterende kommunale sundhedsklynger, hvor mangel på ressourcer og uklare ansvarsområder ofte har hæmmet effektiviteten. Sundhedsrådene har potentiale til at styrke den regionale og lokale sundhedsindsats, hvilket kan skabe bedre vilkår for mennesker med sclerose og andre kroniske sygdomme. Og det er meget positivt at der er regionalt flertal i sundhedsrådene.
Ny Folkesundhedslov – et håb for bedre rehabilitering og sundhedsfremme:
Den kommende Folkesundhedslov ser vi store perspektiver i. Vi har længe arbejdet for, at sundhedsfremme og rehabilitering får samme vægt som medicinsk og akutbehandling. Hvis den nye lov formår at bygge videre på de rettigheder, vi allerede ser inden for kronikerpakkerne, vil det være et stort fremskridt for mennesker med sclerose og andre alvorlige kroniske sygdomme. Vi håber desuden, at loven vil styrke de ikke-kommercielle sclerosehospitaler under paragraf 79-ordningen, så de kan spille en endnu mere aktiv rolle i at opkvalificere sundhedspersonale og styrke viden i det nære sundhedsvæsen.
Sammenlægning af Region Hovedstaden og Region Sjælland – et potentiale for bedre behandling på tværs:
Vi ser muligheder i sammenlægningen af Region Hovedstaden og Region Sjælland. Det er dog afgørende, at der løftes en massiv ledelsesmæssig opgave, som kræver stærkt samarbejde mellem ledere og medarbejdere i de to nuværende regioner. Specialister skal kunne bevæge sig mere fleksibelt mellem områderne, hvilket kan sikre bedre behandlingsmuligheder. Samtidig kan det frie sygehusvalg blive lettere at anvende, da patienter ikke længere skal krydse regionsgrænser – et tiltag, der potentielt kan give et tiltrængt kvalitetsløft til patienter i yderområderne.
Kronikerpakker for multisyge er positivt
Et stort problem for mange sclerosepatienter er, at de blandt andet i forbindelse med multisygdom tabes mellem flere stole i sundhedsvæsenet. Derfor hilser vi det meget velkommen at regeringen ønsker at indføre kronikerpakker for sclerosepatienter og andre patienter med multisygdom.
Djævlen ligger i detaljen – vi står klar til at bidrage:
Selvom mange af reformens elementer umiddelbart lover godt, er vi også bevidste om, at de præcise udformninger af disse tiltag bliver afgørende for deres succes. Vi ser derfor frem til at patientforeninger over en bred kan blive inddraget i den videre proces for at bidrage med vores viden og erfaringer. Det er vigtigt for os, at den endelige reform bliver bredt forankret både blandt de politiske partier og blandt landets patientorganisationer som Scleroseforeningen. Eksempelvis er det afgørende, at flere kronikerpakker ikke sker på bekostning af andre sygdomsgrupper, der også har behov for højt specialiseret hjælp og behandling.