Når jeg laver squats med vægtstangen, og når jeg løber på løbebåndet, giver jeg sclerosen fingeren. Jeg træner mig ud af frygten for, hvad sclerosen kan finde på at byde mig af dårligdom. Og træningen belønner mig. I hvert fald når jeg træner konsekvent over tid og udfordrer mig selv. Men jeg skulle have sclerose i næsten ti år, før jeg fik øjnene op for, hvad (den rigtige) træning kan gøre for min sclerose.
Træning skulle overstås
Som nydiagnosticeret benyttede jeg mig af at kunne få vederlagsfri træning. Og jeg startede kort efter i et center for fysioterapi, hvor jeg troligt selvtrænede i hvert fald én gang om ugen. Men jeg trænede ikke hyppigt nok, sprang jævnligt en uge over, og når jeg trænede, udfordrede jeg ikke mig selv tilstrækkeligt. Jeg gennemførte bare det samme træningsprogram år ud og år ind. Og det troede jeg var nok. Jeg så mig selv som ‘én af dem, der trænede’.
Jeg føler mig lidt dum over at skulle fylde næsten 40 år, før det gik op for mig, at jeg ikke har udfordret mig selv nok med træningen. Selvom der var flere gode årsager til, at træningen ikke var min førsteprioritet. I de første mange år af mit sygdomsforløb var træning ikke et af mine ‘indsatsområder’. Det var det derimod, at vi som familie skulle lande i, at jeg havde fået sclerose. Derefter var det at komme til et sted mentalt, hvor jeg kunne holde ud at være (hej psykologer, kropsterapeut, kostvejleder og metakognitiv terapi-selvhjælps-bøger). Og sidste meget vigtige indsatsområde var en holdbar jobsituation med en ansættelse, der både passer til mig OG min sygdom, og som overlader tid til træning (hej fleksjob).
Vendepunkt afgjort af tre ting
I dag er jeg et godt sted på hjemmefronten, mentalt og arbejdsmæssigt, og det har givet mig et overskud til at tage hånd om endnu et indsatsområde; træningen. Jeg træner målrettet for at gøre en positiv forskel for min sclerose, hvilket jeg ikke gjorde med min tidligere træning. Og at mine træningsrutiner er et bedre sted i dag, skyldes især tre ting.
Den første er, at jeg via mit arbejde er nødt til at være opdateret på al den nyeste forskning inden for sclerose og træning. Dét har gjort indtryk. At alle eksperter inden for sclerose siger én og samme ting; træn, træn, træn!
Årsag nummer to er et skub i den rigtige (trænings)retning af en tilfældig fysioterapeut i det center, hvor jeg styrke- og konditionstræner. Han foreslog mig følgende: at lave færre gentagelser i styrketræningen, men med mere vægt på. At øge intensiteten under konditionstræningen og langsomt bygge op til for eksempel at kunne løbe længere distancer. Derudover at skrue op for hyppigheden af min træning.
Den tredje årsag, til at min træningsrutine har ændret sig, er min nye træningsmakker med sclerose. Vi mødes én gang om ugen. Og det er ikke, fordi jeg træner allermest fokuseret, når jeg træner med hende. Det gør jeg bedst solo. Men det at se og høre, hvor stor en forskel udfordrende træning har gjort for hendes sclerose, har tjent som motivation og inspiration for mig til at følge trop.
Det er en øjenåbner for mig at opleve, at min krop kan klare udfordrende træning, selvom jeg har sclerose
Motivationen kom med effekten
Efter at have fulgt trænerens instruktioner på egen hånd i en måneds tid begyndte jeg at få et andet overskud, end jeg havde haft længe. Min sclerosetræthed lettede, og mit humør steg.
Tidligere, hvor jeg ikke udfordredemig selv og ej heller trænede ofte nok, har jeg ikke for alvor mærket en effekt. Derfor har jeg heller ikke været motiveret til at træne. I dag mærker jeg effekten af træningen, og dét motiverer mig til at komme afsted. Hvis jeg ikke får trænet, føler jeg mig mere udsat, i forhold til hvordan sclerosen vil reagere. Og den trussel er det vildeste skub for mig til at komme afsted til træningscentret!
Sclerosekroppen kan godt klare udfordrende træning
Det var få justeringer af min træning, der skulle til, for at effekten er så meget større: Min krop er stærkere nu og bedre rustet til at ‘huse’ sclerosen. Det føles ikke længere, som om sclerosen kan overmande mig, og det er træningens skyld. Med en stærkere krop – i modsætning til den skrøbelighed, sclerosen for mig repræsenterer i kroppen – er jeg langsomt blevet modigere med træningen. Jeg er begyndt at løbe.
I årevis tænkte jeg, det var for hårdt, at min sclerosekrop var for skrøbelig. Men jeg kan godt løbe! Og selvom det stadig kun er korte distancer, så er det en øjenåbner for mig, at min krop kan klare udfordrende træning, selvom jeg har sclerose. Langsomt genvinder jeg noget af den krops-selvtillid, som sygdommen ellers havde taget fra mig. Og det spreder sig som ringe i vandet. Træningen gør mig stærkere og giver mig et selvværd, der smitter af på en lang række aspekter af livet.
Jeg håber på at kunne træne mig op til at løbe længere distancer. Udenfor. Indtil videre har jeg kun løbet på løbebånd, da det at løbe udenfor med ujævnt terræn under fødderne er en smule angstprovokerende. Ikke fordi jeg er i fare for at falde, men fordi det mentalt kræver noget andet af mig.
Og apropos det mentale så drømmer jeg om at træne mig frem til endnu større indre ro. Måske med en træningsform som yin-yoga. For det er ikke kun kroppen, der skal vedligeholdes og styrkes via den rette træning, for at jeg kan holde mig oven vande med min sclerose. Det skal sindet også.
