“Første gang, jeg brugte stok udenfor, var i 2011. Jeg skulle over vejen og op ad en kantsten, lige hvor vi boede. Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var frygteligt. Hvad fanden skete der lige, at jeg, unge mand, skulle gå med stok. Jeg var 36 år, og året før havde jeg fået diagnosen. Selvom gaden var mennesketom, følte jeg, at der var mange, der kiggede. Jeg tænkte, at de nok undrede sig over, at en ung, veltrænet mand gik med stok. Jeg lignede en fuld person, der gyngede afsted. Men stokken var jo også et signal om, at hey, jeg er én, der har brug for hjælp. Jeg skammede mig og var ked af det. Jeg havde ikke lyst til at vise det.
Min situation gjorde, at jeg ikke kunne arbejde, men blev sygemeldt og pensioneret. Og det skete inden for det første år. Årene op til at jeg fik diagnosen, arbejdede jeg som psykolog i psykiatrien med speciale i skizofrenipatienter. På hjemmefronten havde min hustru og jeg lige fået vores første barn. Men jeg måtte aflyse min del af barslen, da jeg kognitivt ikke kunne klare at holde styr på, hvad jeg skulle og ikke skulle, så jeg blev frustreret og irriteret over ikke at kunne det, jeg plejede. Jeg måtte opgive at være alene med min søn på barsel efter tre uger. Det var skuffende og føltes forkert, at jeg ikke kunne gennemføre det.
Jeg skammede mig og var ked af det. Jeg havde ikke lyst til at vise det
Stefan Czartoryski
I dag kan jeg se, at jeg havde en krisereaktion dengang med stokken, og at jeg kæmpede imod sygdommen. Det var et enormt skift i mit liv at blive syg. Og der var en masse følelser og reaktioner. Jeg tænker sjældent i skam i dag. Men jeg føler ærgrelse over at være syg, selvom jeg også er bevidst om, at alle de ting, jeg ikke kan, ikke er mit ansvar og ikke noget, jeg har indflydelse på. Jeg har en opmærksomhed på, hvilke refleksioner jeg gør mig, og hvad de fører til. Sådan, hov, hvad er det for en tankerække, jeg har gang i? Jeg overvejer brugbarheden og effekten af den og udfordrer den, hvis den ikke er god for mig.”
