Jeg var sikker på, at der var én bestemt årsag, da jeg fik diagnosen, attakvis sclerose, for snart syv år siden. Og den ene årsag måtte være min kost.
Den overbevisning gav mig en smule trøst, da jeg som nydiagnosticeret var et temmelig mørkt sted, og den gav mig håb for, at jeg kunne hjælpe mig selv (hvis ikke kurere sygdommen én gang for alle). For hvis årsagen til min sygdom var, at jeg havde spist for meget sukker og for få grøntsager, så lå løsningen til at kurere mig selv jo lige for: Undgå sukker, og spis en masse grønt.
Du har sikkert også mere end én gang stillet dig selv spørgsmålet: Hvorfor mig? Og det gjorde jeg også. Og for mig blev kosten det svar, jeg havde brug for, så det hele kunne give bare en smule mening.
Da det værste chok over at have fået en kronisk sygdom havde lagt sig, smøgede jeg ærmerne op og tog fat.
Åh nej, skal jeg leve uden brød?
Jeg startede med at indhente nogle gode, brugbare råd hos en ernæringsterapeut. Hun lagde ud med, at jeg skulle droppe gluten. Wow, det var et stort spring. Og tanken om at skulle undvære croissanter fra 7eleven og kødhelvede-pizza fra den lokale, gav mig katastrofetanker. For ligesom størstedelen af den danske befolkning levede jeg nok 90 procent af pizza, pasta og hvidt brød.
Men det gav mening at stoppe med gluten, og jeg kunne hurtigt mærke en forbedring i forhold til min fordøjelse og mit energiniveau. Samtidig kunne det stadig fungere nogenlunde med resten af min familie med mand og to børn, da selv Netto har glutenfri pasta på hylderne. En lidt kedelig en, bevares, men den er der.
Bogen, der sagde, jeg kunne spise mig rask
Ernæringsterapeuten sagde også til mig, at hvis jeg udelod sukker fra min kost, ville det være dét, der kunne gøre den største forskel for mig, fordi sukker øger den inflammatoriske tilstand i kroppen.
Det valgte jeg simpelthen at ignorere. Alene tanken om at skulle undvære bland-selv-slik, Ben & Jerry’s og Marabou med Daim, som havde holdt mig kørende igennem en universitetsuddannelse og opfostringen af to børn, var så skræmmende, at jeg ikke engang tog den op til overvejelse.
I stedet kiggede jeg den anden vej.
Og dér – midt i mylderet af selvhjælpsbøger – fandt jeg en mursten af en bog skrevet af en australsk læge, der efter sigende havde kureret sin sclerose ved at omlægge sin kost.
Det viste sig, at der var et gigantisk online forum (aka kult) af andre sclerosepatienter, der delte deres erfaringer med kuren, som den australske læge prædikede. I min iver blev min konklusion, at så måtte der jo være noget om snakken.
Ingen olie opvarmet til over 200 grader
Da jeg havde læst bogen til ende og skulle til at implementere dens ”helbredelseskur” i min hverdag, mistede jeg modet lidt. For ville jeg synes, at det var nemt at være nødt til at ringe til restauranter, inden jeg skulle ud at spise, og formane dem om ikke at opvarme olien i min mad til over 200 grader? I bogen lød det nemt nok. Og ville det være realistisk for mig, når vi skulle hjem til venner at ringe på forhånd og bede dem lave kylling frem for rødt kød til mig? Bogen fremhævede, at venner er overraskende imødekommende over for den slags krav (!). Og ville jeg kunne overskue altid at skulle tilberede mit eget fredagsslik? Eller at få min mand (som er chefkokken hjemme hos os) til altid at lave alternative måltider til mig? Eller endnu mere op ad bakke – få resten af familien med på min kur.
Jeg blev helt stresset. I bogen hed det, at hvis jeg fulgte kuren, ville jeg blive rask. Så det føltes som om, jeg var NØDT til at følge dem slavisk, for ville jeg måske ikke gerne være rask og være den bedst tænkelige mor for mine børn?
Samtidig følte jeg mig komplet uduelig, fordi jeg (selvfølgelig) ikke kunne leve op til kostrådene. Og når folk sagde til mig, at det lød liiidt urealistisk med den kur, blev jeg halv-mopset. For jeg var jo i gang med at kurere mig selv, og hvad kunne give mere mening end det?
Mad handlede pludselig om liv eller død
Da jeg kunne se, hvordan jeg ikke ville kunne samles med min mand og mine børn om måltiderne længere, indså jeg, hvor umuligt det projekt, jeg var i gang med, var. Og det fik mig samtidig til at reflektere over, hvad jeg lærte mine børn ved at vise dem, at så mange madvarer var ”farlige” for mor. Det skabte et enormt fokus på mad. Og jeg vil egentlig helst lære mine børn, at mad er mad. Selvfølgelig skal det smage godt og være varieret, men i bund og grund spiser vi for at overleve. Og med den måde jeg forsøgte at spise på, ophøjede jeg mad til noget, der handlede om liv eller død.
Det var en snak med min neuropsykolog, der fik mig ned på jorden igen. Hun gjorde det tydeligt for mig, at min nye madbesættelse gjorde mig stresset. Både fordi jeg konstant skulle tænke på, hvordan jeg skulle få fat i mit næste helt korrekt tilberedte måltid, og fordi jeg slog mig selv i hovedet, når jeg helt forståeligt konstant fejlede. Med andre ord opvejede fordelene ved at spise ”supersundt” langt fra ulemperne ved besværet, det manglende samvær med min familie om måltidet og min længsel efter ”normal” mad.
I dag kan jeg i bagklogskabens lys se, at min overbevisning om, at især sukker havde gjort mig syg, handler om, at jeg altid har spist for meget sukker og altid har haft dårlig samvittighed over det. Jeg husker for eksempel, hvordan jeg som otteårig (igen) havde brugt alle mine lommepenge på slik – og da min mor bemærkede det, fik jeg så dårlig samvittighed, at jeg smed hele molevitten i skraldespanden.
Og hvad med mirakelbogen og dens mange følgere? Ja, den giver måske mere et indblik i, hvor tørstige vi, der lever med sclerose, er efter at finde den gyldne vej ud af sygdommen. Forståeligt. Sagen er bare den, at vi her taler om en kronisk sygdom.
Så hvad er min konklusion? Desværre en meget uoriginal én. Nemlig: Alt med måde. Ja, du har nok hørt den sætning før. I dag efterlever jeg den i store træk i min kost. Og det har gjort, at jeg er et bedre sted. Men jeg spiser stadig for meget bland-selv-slik.
