Mette Mølbak: "Mad kan noget helt særligt i forhold til at få folk til at mødes og tale sammen"

Hvordan har måltidet som et kulturelt samlingspunkt ændret sig igennem tiden?

Måltidet er noget af det ældste, der findes i kulturen. Vi har altid mødtes over mad, og det har været et samlingspunkt for mennesker på tværs af kulturer og religioner. Mad kan noget helt særligt i forhold til at få folk til at mødes og tale sammen, fordi man deler noget med hinanden. Hvis man spoler tiden helt tilbage til dengang, vi lavede mad over bålet, er det let at forestille sig, at man også dengang brugte anledningen til at tale sammen og fortælle historier.

Men der er sket noget, måske især i løbet af de seneste 10-20 år, hvor der har været en stor udvikling i hvor travlt, vi har. Folk skal enormt meget i en normal hverdag, og vi føler os mere stressede – også i kraft af de af sociale medier, hvor vi meget direkte kan sammenligne os med andre. Det er noget af det, der gør, at vi i mindre grad finder plads til at ses omkring et måltid og invitere hinanden på middag.

“Vi bruger mindre tid i køkkenet på at lave mad, og den manglende erfaring kan godt være medvirkende til, at vi ikke får inviteret hjem”

Hvad gør, at vi sjældnere samles om måltidet?

Der er undersøgelser, der peger på, at det ikke handler om en ulyst. Vi vil gerne både invitere og blive inviteret mere, end vi gør. Men der er et stykke fra tanke og intention til handling. Vi bruger mindre tid i køkkenet på at lave mad, og den manglende erfaring kan godt være medvirkende til, at vi ikke får inviteret hjem. Hvis hverdagsmaden allerede føles som et stort og lidt besværligt projekt, kan det opfattes som et endnu større pres at invitere gæster og påtage sig værtsrollen.  

Vores egen undersøgelse (på Politiken, red) viser, at når folk inviterer på middag, er det primært hjemmelavet mad, der bliver serveret og ikke take away. Men hvis man har ambitioner om, at man selv skal lave maden, og det skal være fra bunden – som undersøgelsen viser, at flere har – bliver det for mange et for stort projekt, og i sidste ende er det nemmere helt at lade være. Det er ærgerligt, for vi går også glip af de gode samtaler, der ofte opstår hen over et middagsbord, hvor vi typisk dykker lidt mere ned i, hvad der sker i hinandens liv, og hvilke udfordringer, vi har. Der er selvfølgelig andre måder at ses på, men det er noget særligt at åbne sit hjem og invitere dem, man holder af eller dem, man ønsker at lære bedre at kende, indenfor i de private og mere intime rammer. 

“Det er noget særligt at åbne sit hjem og invitere dem, man holder af eller dem, man ønsker at lære bedre at kende, indenfor i de private og mere intime rammer”

Hvad kan gøre det nemmere at invitere folk forbi? 

Jeg tror, man kan komme langt ved at huske sig selv på, hvad det vigtigste er, når man inviterer nogen hjem. Og det er som regel at se de mennesker, man holder af. Så hvis man kan fokusere sin energi på det sociale samvær, og slække på andre praktiske opgaver, er det et godt udgangspunkt. Man kan også prøve at huske sig selv på, at det er helt okay at servere simpel mad for gæsterne – noget man har lavet mange gange før, eller noget, man har købt. Det er også okay at bede sine gæster om at bidrage og tage noget med eller bede om hjælp i køkkenet. Mange af os har svært ved at spørge, men jeg tror, vi kunne komme langt, hvis vi delte opgaverne mere og tillod os selv at sænke forventningerne for overhovedet at lykkes med at se hinanden.

“Middagen er noget, der skaber glæde og varme, som jeg tror, vi har brug for som et værn mod alt det, der er ude af vores kontrol”

Hvordan tror du, der her forventningspres kommer til at præge os fremover?

Lige nu, er der ikke noget, i de undersøgelser, jeg kender til om madkultur, der tyder på, at vi er på vej i en mere afslappet retning. Det paradoksale er, at mad aldrig har fyldt så meget, som det gør lige nu. Når man åbner sine sociale medier, vælter det frem med lækre opskrifter, madtips og folk, der holder store middage. Men det kan også være med til at skabe et pres på middagen. Det forstærker behovet for, at det skal se godt ud og være lækkert, og man skal bo pænt imens, som igen er med til at øge det her forventningspres. Hvis man pludselig føler, at man skal knokle i flere dage for at invitere venner hjem til middag, så bliver det ikke til noget.

Personligt håber jeg virkelig, at vi finder en måde at bryde med de høje forventninger. Med den situation, der er i verden med krige og kriser, er det personlige og vores relationer så utrolig vigtige. Den værdi og glæde, der ligger i at se hinanden i private rammer – for eksempel over en middag – synes jeg, man skylder sig selv at prioritere. Det er noget, der skaber glæde og varme, som jeg tror, vi har brug for som et værn mod alt det, der er ude af vores kontrol.