Mennesker med sclerose, der begynder i behandling med ocrelizumab, skal fremover have foretaget ekstra kontrol af deres lever. Det har den danske myndighed, der godkender og kontrollerer lægemidler, Lægemiddelstyrelsen, skrevet i en mail til de behandlende læger og andre sundhedsprofessionelle.

Anbefalingen kommer, efter at der på verdensplan er registreret tilfælde af leverpåvirkning under behandlingen med den højeffektive såkaldte anti-CD20-behandling.

Der er dog ikke grund til unødig bekymring, vurderer Finn Sellebjerg, professor i neurologi og leder af Dansk Multipel Sklerose Center (DMSC) på Rigshospitalet.

“Der er stort set ikke nogen lægemidler, som ikke i ekstremt sjældne tilfælde kan give leverpåvirkning og alvorlig leverskade. For ocrelizumab er leverpåvirkning ikke noget, der er almindeligt forekommende, men det kan ske i sjældne tilfælde,” siger professoren, der med sine kollegaer på Rigshospitalet har behandlet omkring 1.000 mennesker med ocrelizumab og lignende antistoffer uden at se alvorlig leverpåvirkning.

I Danmark var 2.071 mennesker med sclerose i behandling med ocrelizumab pr. 1. januar 2026. Det svarer til 18,88 % af dem, der var i sygdomsmodificerende behandling.

Kilde: Det Danske Scleroseregisters årsrapport 2025

Udmeldingen fra Lægemiddelstyrelsen kommer efter at data fra de 451.000 mennesker, der på verdensplan frem til 31. oktober 2025 har været i behandling med ocrelizumab, er blevet gennemgået. Gennemgangen viser, at behandlingen kan være forbundet med leverskade. I de tydeligste tilfælde opstod påvirkningen typisk inden for en måned efter den første dosis, skriver Lægemiddelstyrelsen.

De fleste tilfælde var ikke alvorlige, men enkelte var svære eller livstruende. Det er endnu ukendt, hvor ofte bivirkningen forekommer.

En ekstra kontrol af leveren

Konkret anbefaler Lægemiddelstyrelsen, at læger fremover tager blodprøver før behandlingsstart og – ved intravenøs behandling – før den anden indledende infusion. Og professor Finn Sellebjerg vurderer, at den ekstra blodprøve snart bliver en del af den danske behandlingsvejledning for ocrelizumab.

Myndigheden anbefaler desuden, at tegn på leverpåvirkning hos mennesker i behandling med ocrelizumab skal undersøges hurtigt, og hvis en leverskade bekræftes, skal behandlingen stoppes.

Særligt for mennesker, der lever med sclerose, og som påbegynder eller netop er startet i behandling med ocrelizumab, er det en god idé at kende tegnene på, at leveren kan være påvirket.

“Det, du skal være opmærksom på, er, hvis du får manglende appetit, kvalme, opkastninger, smerter øverst i højre side af maven og mørk urin. I alvorlige tilfælde kan du også opleve, at huden og det hvide i øjnene får en gul farve,” siger professor Finn Sellebjerg.

Henvend dig til din læge hvis du mærker tegn på leverpåvirkning. De skyldes ikke nødvendigvis en leverskade, men det er altid en god idé at få en sundhedsfaglig vurdering.