En helt ny database, der indeholder 72.000 MR-scanninger, data fra 200.000 klinikbesøg og oplysninger om over 13.500 personer med sclerose, er blevet virkelighed. Databasen, der hedder CIDR, er udviklet af Den Internationale Progressive MS Alliance i samarbejde med McGill University i Canada og medicinalfirmaerne Biogen, Novartis, Roche og Sanofi. Og der rettes en stor tak til de mange mennesker med MS, der har deltaget i forsøgene og gjort databasen mulig, lyder det fra folkene bag.
Der vil løbende blive tilføjet ny data til CIDR, og kunstig intelligens kan hjælpe scleroseforskerne med at bruge den store mængde data til for eksempel at opdage tidlige ændringer i hjernen, forudsige, hvordan sclerosepatienter reagerer på forskellige typer behandling og i det hele taget finde sammenhænge, som de ikke har set før.
Adgang for forskere fra efteråret 2025
I løbet af de næste par måneder kan hele verdens scleroseforskere ansøge om adgang til databasen. Projekterne skal leve op til nogle krav, og der er særligt fokus på, hvordan sclerose udvikler sig. En komité, hvor der også sidder en patientrepræsentant, vil vurdere ansøgningerne for altid at være sikker på, at forskningen tager udgangspunkt i patienternes behov.
Håbet er naturligvis, at det kan føre til nye gennembrud og bedre behandlinger for mennesker med sclerose – og særligt mennesker med progressiv MS, der i dag ikke har så mange behandlingsmuligheder.

Hvad er progressiv sclerose?
Primær progressiv sclerose er en sjældnere form for sclerose, der kun viser sig hos omtrent 10-15 procent af personer i Danmark, der diagnosticeres med sclerose.
Den er kendetegnet ved, at sygdommen og det dermed følgende funktionstab, udvikler sig mere gradvist over tid, sammenlignet med attakvis sclerose, hvor funktionstabet primært hænger sammen med attakker.



