Der bliver ringet på døren. Og i det samme står du ansigt til ansigt med en person, du ikke kender. Som ovenikøbet beder dig om at forholde dig til en kompleks sygdom. Og så på en søndag, hvor du måske har andre planer.
Det er en grundsituation, der hører med til Scleroseindsamlingen den 13. september, for dem, der ikke lige har MS på radaren. Situationen danner afsæt for Scleroseforeningens ny satiriske film med Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag.
Skuespillerne udfolder en version af mødet på dørtærsklen, hvor Zuschlags karikerede indsamler forsøger at overbevise sin bekendte, spillet af Rudbæk, om at samle ind med ham.
Det er tydeligt overdrevet – både hans bombardement af oplysninger og hendes dårlige undskyldninger, inden hun til sidst bliver omvendt og går med.
Kommunikationschef i Scleroseforeningen Isabella Hundt Røhmann siger om filmen, der bliver vist på foreningens digitale kanaler:
“Satire tager brodden af det højtidelige, der kan følge med, når emnet er alvorligt. Vi tror på, at filmen kan være med til at få folk til at bruge et øjeblik af deres digitale opmærksomhed på sclerose. Og derfra få lyst til at lære mere om sygdommen eller engagere sig på anden vis i det fælles anliggende, en uhelbredelig sygdom som MS er. Det kan være ved at samle ind, turde tage samtalen om MS ved frokostbordet, eller det helt enkle i at dele en film med sine venner.”
Viden og humor sat over for hinanden
Den viden om MS, der indgår i filmen, er virkelighed: Sclerose er en invaliderende, autoimmun sygdom i centralnervesystemet, der rammer rygmarven og hjernen. Antallet af danskere med sclerose er tredoblet de sidste 30 år. Der er flere med MS per indbygger i Danmark end noget andet sted i verden. Ligesom det er fakta, at to ud af tre med sclerose er kvinder, at sygdommen ofte er usynlig, og ofte bliver opdaget i 28-40 års alderen.
På den måde rummer filmen budskabet om, at der er mange grunde til at samle ind den 13 september. Sat over for letheden i universet: Zuschlag-figurens bedrevidenhed og de utroværdige bortforklaringer fra Rudbæks karakter.
Filmen bliver vist på Scleroseforeningens digitale kanaler frem til Scleroseindsamlingen 13. september. Målgruppen er særligt folk, der ikke har kendskab til sclerose.
Tematisk er den forbundet til Scleroseforeningens kampagne om at gøre flere tjenester for hinanden i samfundet, der blev skudt i gang i 2025. For det er en lille tjeneste med et stort aftryk at samle ind. På den ene side et par timer af ens tid en søndag. Og samtidig en indsats, der sikrer, at der er midler til forskning og grundlaget for en endnu bedre behandling i fremtiden.
Den pointe rammer filmen også ind.
“Vi synes, at indsamlingen til Scleroseforeningen er et vigtigt projekt at være med til at gøre opmærksom på,” siger Julie Rudbæk.
Hun bliver suppleret af Jesper Zuschlag:
“Vi håber, at filmen får folk til både at trække på smilebåndet OG minder om, at du kan være med til at gøre en forskel den 13. september.”



