Reportage: “Når de andre ved siden af brøler lige så højt som mig, giver det en enorm frihed”

”Slip maven og sug,” lyder det fra Ann Dybdal Eriksen. ”Mmh mh mmh mh mmh mh mhhh”. ”Ja, det er smukt. Vi sætter tonen lidt op,” råber hun, mens hun spiller tonerne på klaveret.

Ann er kordirigent, og har gennem de seneste otte uger sangtrænet et lidt særligt hold af mennesker. Mennesker, der ud over sangglæden har det til fælles, at de lever med sclerose.

Inden længe vil deres venner og familie træde ind ad døren i Rødovre Sognehus for at høre MS-korets afsluttende julekoncert. Hvis de tror, de bare skal lytte, tager de fejl.

”Jeg har sammensat et program, hvor publikum kommer til at være med. Vi starter med en fællessang, og så udsætter vi dem for nogle af de øvelser, I plejer at lave,” siger Ann til koret.

En cocktail af gode effekter

I Scleroseforeningens forskningsafdeling har man igennem de seneste år fokuseret på livsglæde. Det har udspillet sig gennem alt fra boksetræning til gå-hold og dans for mennesker med sclerose. MS-koret er et af livsglædeprojekterne, og kombinerer sangtræning med åndedrætsøvelser, balancetræning og et fokus på at udfordre kognitivt. Forskning viser nemlig, at sang kan være med til at styrke alle disse funktioner.  

”Sangtræning kan noget særligt. Det er en cocktail af gode effekter. Du får den fysiske træning, altså det muskulære, fordi du bevæger åndedrætsmusklen, men samtidig får du også alt det neurokemiske, det kognitive, livsglæden og det sociale fællesskab,” siger Lasse Skovgaard, der er forskningschef i Scleroseforeningen.

Forskningschefen forklarer yderligere, at niveauet af neurotransmitterstoffer såsom serotonin og dopamin stiger, når man synger. Det er de stoffer, der påvirker vores energi og humør positivt, og derfor kan sang og musik have en positiv effekt på livsglæden.

Ikke et almindeligt kor

I sognehuset er korprøven ovre, og det er tid til at lukke publikum ind i salen.

”Velkommen alle sammen. Jeg hiver lige lidt op i nederdelen, for vi er så aktive i det her kor, at den hurtigt kan glide lidt ned,” siger kordirigenten til publikum, der responderer med grin.

”Det her er ikke et almindeligt kor, som mange af os kender det. Det her et træningskor, og det vil vi gerne vise jer,” siger hun, og sætter publikum i gang med den første opvarmningsøvelse.

Sammen med MS-koret tager Ann publikum igennem repertoiret af koordinationsøvelser, pludselige udbrud af operasang og en fælles julesang, før de endelig får lov at læne sig tilbage og nøjes med at lytte.

Koret synger Tommy Seebachs kendte melodigrandprixsang ”Under stjernerne på himlen” flerstemmigt, og demonstrerer, hvad bare få ugers kortræning har ført til. Nogle må sætte sig ned undervejs, mens andre støtter sig til en stok, når balancen svigter.Alle

Før var jeg ham, der nynnede

I blandt de femten korsangere står Gert Skjoldager. Han er nem at få øje på, for der er kun én anden mand ud over ham i koret. Gert har klædt sig pænt på og sat en juletræsbroche i skjorten og en nisse på brystlommen. Han havde aldrig stillet sig op og sunget foran et publikum, hvis ikke det var for MS-koret.

”Den her konstellation er en mere legitim måde for mig at være en del af et kor, for vi har alle sammen noget fælles, som vi slås med. Jeg er gået fra næsten ikke at turde at synge, til at have rigtig meget lyst til at synge med og også højt. Før var jeg ham, der nynnede, men nu skal de få lov at høre min røst i kirken til jul,” griner han.

Også kordirigenten har bemærket det gode fællesskab i gruppen.

”Jeg kan se, at den der snak i pausen, betyder utrolig meget. Fordi det her ikke er noget, der foregår i sundhedsregimet, som når du er hos ergoterapeuten for eksempel. Men alligevel kender alle til hinandens sygdom, og ved, hvad det går ud på, hvis der er nogen, der har en dårlig dag eller er trætte. Det er der plads til,” siger hun og forklarer, at sang og musik kan være med til at danne dybe fællesskaber, som opstår, når man blotter sig for hinanden gennem sangen.

Ann har i en årrække trænet lungekor og har også været en del af et forskningsprojekt, hvor man med sang ville forbedre talestemmen hos parkinsonpatienter. Derfor var det med en vis erfaring, hun sagde ja til at undervise MS-koret.

”Vi holder kroppen ved lige. Der er nogen, der kommer med hjælpemidler, og man falder ofte lidt sammen, når man bruger krykker eller en rollator, så det der med at få lidt mere kropsbevidsthed, som vi jo også skal have, når vi synger, det er rigtig godt for mennesker med sclerose. Vi skal have kontakt til vores mellemgulv, som jo er det sted, vi primært synger fra,” forklarer hun.

Ann har udstyret sine elever med en såkaldt ”Expand-a-lung” eller en korsut, som hun kalder den. Det er et vejrtrækningsværktøj. Både når man trækker vejret ind og puster det ud igen, yder korsutten modstand, og det træner lungerne og mellemgulvet, så man for eksempel kan synge længere fraser og måske bliver lidt mindre forpustet, når man løber efter bussen.

”At kunne styre sin vejrtrækning er også noget, der giver ro, når man er bevidst om, hvordan man gør det og husker at slipper i maven. Det er solarplexus, man arbejder med, når man trækker vejret på den her måde, og det betyder også, at vi arbejder med vores følelser. Det kan være vildt provokerende for nogen, især hvis man ikke er vandt til at arbejde så meget med sit indre”, fortæller Ann. Derfor er hun altid forberedt på at rumme de følelser, der må komme under en kortræning.

Fællesskab eller sang?

For Stina Trebbien er glæde den dominerende følelse, når hun synger med i MS-koret. Hun fik konstateret sclerose i 2020, og har haft svært ved at forene sig med de forandringer sclerosen har medført, som at hun for eksempel har måtte gå ned i tid på sit arbejde.  

”Der en svær boks at være blevet sat i. Det kan føles som om, at hele verden falder sammen, og man skal samle sig selv op og finde ud af, hvordan man kommer videre. Men jeg havde faktisk brug for at melde mig til noget, hvor jeg blev konfronteret med andre mennesker med sclerose. Jeg har sunget i kor som helt ung, og derfor synes jeg, det kunne være sjovt at være med i MS-kor. I min vennekreds er der ikke nogen, der har sclerose, men nu har jeg pludselig fået en masse nye venner, der ved præcis, hvordan jeg har det,” fortæller hun.

For Malene Kær Olsen, der også synger i koret, er det med at få nye venner eller være en del af et scleroserelateret fællesskab ikke så afgørende. Hun er kommet for at synge. Hun har nemlig en musikuddannelse fra Musikvidenskabeligt Institut, og vil gerne holde sangen ved lige. Det fik hende for nylig til at søge optagelse i et rytmisk kor. Hun aflagde korprøve og kom ind på stedet.

Malene døjer ud over sin sclerose med gigt i rygsøjlen, og hun har smerter i benene. Derfor var hun nødt til nogle gange at sætte sig ned og synge under køreprøverne, og hun havde svært ved at bevæge sig lige så rytmisk som de andre.  

”Jeg blev faktisk smidt ud igen, fordi min krykke ikke passede ikke ind i billedet,” fortæller Malene.

”Jeg tvivler på, der var sket det samme for en person, der var kom med et brækket ben. Så det er nok primært derfor, at jeg er endt her i koret, hvor er plads til forskellighed og ingen, der kigger skævt til hinanden,” forklarer hun.

Selvom hun ikke umiddelbart er kommet for fællesskabets skyld, er der ingen tvivl om, at hun finder stor glæde ved at synge sammen med andre.

”Altså, når de andre ved siden af brøler lige så højt, så giver det jo en enorm frihed. Det giver jo en ’åben sig op’. Det er alt andet lige ikke nemt at gå med en krykke, man går og føler sig mere og mere gammelkoneagtig, så det at stå op og synge, kombineret med Anns opvarmningsøvelser, det giver noget. Sådan står jeg jo ikke og gør alene hjemme i stuen. Det giver helt sikkert en kropslig frihed og løssluppenhed,” siger hun.

Isn’t she lovely

Julekoncerten i Rødovre lakker mod enden, og det er blevet tid til at fremføre et nummer, der også får mennesker uden sclerose til at føle sig kognitivt udfordrede. Det er et mash up af den kendte julesang ”Dejlig af jorden” og Stevie Wonders udødelige hit ”Isn’t she lovely”.

”Vi starter med nogle lange toner”, siger kordirigenten, der igen har inviteret publikum til at synge med.

”Deeeeeeejliiiiig er joooorden,” synger hun og trækker på vokalerne. ”Prøv at syng det,” guider hun, og salen stemmer i. ”De næste linjer går lidt hurtigere, end vi er vandt til,” fortsætter hun og et højlydt suk fra salen for folk til at grine. ”Og 1-2, så synger I isn’t she lovely”. Koret synger kraftfuldt og rutineret med, og støtter familie og venner, der forvirrede prøver at hænge i.

Der bliver klappet og hujet, da styrkeprøven er ovre, og nu er der ikke lange udsigter til gløgg og hjemmebagte cookies.

MS-koret synger den sidste sang ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt”, og afslutter dermed et forløb, der har betydet en del for de deltagende.

”Jeg ærgrer mig over, at det er slut nu,” siger Gert. ”Og jeg tror ikke, jeg kommer til at melde mig ind i et almindeligt kor. Det skal være det her trygge rum, som det har været med MS-koret. Jeg føler, det er okay, hvis noget går lidt galt her, eller man har en dårlig dag,” siger han. Hans kone kommer over og lægger en arm på hans skulder.

”Du var god,” siger hun stolt og fortæller, hvordan hendes mand altid kommer glad hjem, når han har været ovre i sognehuset og synge.