Pia Wulff Jelstrup var med til PL: "Min træning er det vigtigste for mig"

Høng, Danmark, 4. august

“Fuck, mailen er kommet nu”. Pia Wulff Jelstrup kigger på sin datter Natalie. Mailen er fra Astrid Gemal, den danske landstræner i paradressur, og den vil afsløre, om den 57-årige Pia er blevet udtaget til de Paralympiske Lege i Paris. “Jeg tør ikke åbne den” siger hun. I fællesskab åbner Pia og Natalie mailen og læser navnene højt på de fire ryttere, der er blevet udvalgt. 

“Tobias, tjek, den havde vi set komme”. “Katrine, ja, det vidste vi også godt”. “Karla”, læser Pia og siger: “Okay, så kommer jeg nok ikke med”. Hun scroller en sidste gang i mailen for at se det sidste navn på listen og endeligt få afklaret, at det ikke bliver denne gang, hun skal med. Pia kigger på navnet og kigger så én gang til.

“Undskyld, står der Pia der?”.

Der er ingen grund til at se sig tilbage

Pia Wulff Jelstrup var 45 år, da hun fik at vide, at hun havde sclerose. Hun var blevet indlagt på hospitalet, fordi hun fik føleforstyrrelser i hele højre side af kroppen. 20 år inden havde hun fået konstateret betændelse på synsnerven, og i årene efter fik hun flere advarsler fra sin krop om, at der var noget, der ikke helt var, som det skulle være.

Værst var det, da hun i en periode slet ikke kunne bruge sin højre arm. Pia tænkte selv, at det havde noget at gøre med stress, fordi hun havde ansvar for at passe sin voksne søn, Mike, der som otteårig blev svært hjerneskadet i en drukneulykke.

“Før ulykken var han et barn, der for rundt med 120 kilometer i timen. Efter ulykken kunne han ingenting selv, og det var mig, der stod for alt – 24 timer i døgnet. Jeg havde ikke en sammenhængende nats søvn i alle de år, fordi jeg også skulle hjælpe ham om natten”, fortæller Pia Wulff Jelstrup.

Derfor håndterede hun også diagnosen med sclerose på en anden måde, end hun måske ellers ville have gjort.

“Selvom det var voldsomt at få at vide, at jeg havde sclerose, var jeg et sted i mit liv, hvor jeg ikke havde tid til at tage mig af det. Derfor tog jeg også en klar beslutning om, at den sygdom ikke skulle styre mit liv, for jeg havde vigtigere ting, jeg skulle tage mig af”. Den travle hverdag med sønnen Mike gjorde, at Pia ikke havde mange overskydende timer i døgnet til at tænke på sine egne behov. Det ændrede sig drastisk, da Mike gik bort som 27-årig i 2019, og der lige pludselig var et tomrum, der skulle fyldes ud. 

Man kan jo ikke se mit handicap – og det kan godt være lidt anstrengende, fordi folk kan snakke om, om man nu egentlig også er så dårlig

Pia Wulff Jelstrup

“Noget, jeg har lært af Mikes ulykke, og igen efter hans død, er, at jeg ikke vender mig om for at kigge tilbage, for det kan jeg ikke gøre noget ved. Til gengæld kan jeg gøre noget ved alt det, der er ude i fremtiden. Sådan agerer jeg i alt, jeg bliver udsat for. Selvfølgelig er det pissehårdt at opleve sit barn løbe rundt, og så to dage efter kan han ingenting. Det er ganske forfærdeligt. Men jeg kan ikke bruge de tanker til noget, og jeg får ham ikke tilbage af den grund. Så derfor har jeg bare valgt at se fremad”, siger hun og stopper sig selv. 

“Eller. Det er ikke bare. Det er vanvittigt hårdt. Men det har været den måde, jeg har drevet mig selv frem på. Og sådan driver jeg stadig mig selv frem”.

Det var også den tankegang, der fik hende til at dedikere mere tid til sine heste. Pias forældre havde en rideskole i hendes opvækst, og hun har redet kontinuerligt igennem hele sit liv.

“Jeg kan ikke være ked af det, når jeg er sammen med hestene. Ude hos dem forsvinder alt mit tankemylder”, siger hun om den store betydning, hestene har for hende. 

“Hestene har healet mig. Både efter min søns ulykke, og da han gik bort. Du kan gå fra at være helt sort i hovedet til, at når du kommer ud til din hest, så forsvinder alt, og du bliver glad i låget. Heste er jo bare åbne for dig, og uanset om du har en sygdom, eller du er i sorg, så er de bare glade for at se dig”.

Hæsblæsende uger

Høng, Danmark, 13. september

“Vil du have en kop kaffe?” spørger Pia Wulff Jelstrup som det første, efter at hun har åbnet døren til et lille hus, der udgør en kontorbygning på den store grund, der både huser Pias hjem, arbejdsplads og hendes dyr. Ude foran vinduet går datteren Natalie, som Pia har en hestevirksomhed med, rundt med en brun hest. Pia er iført den sandfarvede træningsdragt, der er en del af uniformen for de danske atleter til de Paralympiske Lege.

Mens hun brygger kaffen, indser Pia, at mælken i køleskabet er blevet sur. 

“Jeg har jo nærmest ikke været her i flere uger på grund af PL (de Paralympiske Lege, red.)”, siger hun undskyldende og går over i en af de tilstødende bygninger for at finde en frisk forsyning af mælk. 

På kontoret står en buket blomster i vindueskarmen og vidner om, at det virkelig også har været nogle hæsblæsende uger for den 57-årige pararytter. Kortet, der fulgte med buketten, står ved siden af og ønsker tillykke med udtagelsen til de Paralympiske Lege.

“Det er gået stærkt. Og det har været vildt”, siger Pia Wulff Jelstrup om udtagelsen, da hun er retur med mælken.

Hun slår sig ned med en kop kaffe.

“Det er jo ret tydeligt med alt det her med PL, at jeg ikke gør noget halvt”, siger hun og slår en latter op.

“Det kunne jeg virkelig aldrig finde på. Jeg ser en udfordring, jeg tager den op, og jeg følger den til dørs. Det er bare sådan, jeg er”.

Vigtig træning

Det var Pias omgangskreds, der foreslog, at xhun skulle forsøge at få en klassifikation som pararytter, så hun kunne deltage i konkurrencer med andre ryttere med funktionsnedsættelser. Det krævede dog både tid og tilløb for den dengang 54-årige rytter at melde sig til de nødvendige tests for at få klassifikationen.

“Jeg var lidt skeptisk i starten. Man kan jo ikke se mit handicap – og det kan godt være lidt anstrengende, fordi folk kan snakke om, om man nu egentlig også er så dårlig. Det holdt mig fra, at jeg ville prøve at gå den vej. Men så blev jeg enig med mig selv om, at det tog jeg på mit ego, og så måtte de tænke, hvad de ville”, siger Pia. 

I 2021 blev Pia klassificeret til at deltage i parastævner, og på tre år har hun blandt andet redet sig til fire medaljer, to sølv og to bronze, ved de nordiske mesterskaber, en guldmedalje ved de danske mesterskaber og senest altså en plads på dressurholdet til de Paralympiske Lege.

Selvom den relativt korte rejse til medaljer og hæder kunne indikere, at det har været en let opgave for Pia, er det dog meget langt fra sandheden.

“Jeg har knoklet røven ud af bukserne for at være her. Jeg er tidligere blevet beskrevet sådan her: ‘Når man giver Pia en opgave, så øver hun sig. Og så øver hun sig lidt mere. Og så gør hun det også lige en gang til’. Og det tror jeg egentlig er ret godt beskrevet”, siger hun.

Både sportsligt og for Pias sclerose gør det en stor forskel, at hun dedikerer meget tid til sin træning i løbet af ugen.

Det er også vigtigt for mig at vise, at man godt kan opnå noget, selvom man har den her sygdom

Pia Wulff Jelstrup

“Min træning er det vigtigste for mig. Min sclerose gør, at jeg er udfordret i højre side af kroppen, hvor jeg ikke har lige så mange kræfter, og jeg kan bare mærke det med det samme, hvis jeg ikke træner. Derudover ville jeg heller ikke kunne holde til at være til PL, hvis jeg bare sad inde i min kontorstol, så derfor bliver jeg nødt til at holde mig i form”, siger hun og tilføjer:

“Det er også vigtigt for mig at vise, at man godt kan opnå noget, selvom man har den her sygdom. Selvom det kræver meget, og det er hårdt arbejde, så er der en masse muligheder – uanset hvilket funktionsniveau man har”.

Totalt fokus

De Paralympiske Lege, Frankrig, 4. september 

“Tag det nu roligt, skatter. Vi klarer den. Vi kan godt, du og jeg”. Pia Wulff Jelstrup taler med en blid og lav stemmeføring, som er forbeholdt hendes heste, mens hun rider ind mod den imponerede arena, der om få minutter skal danne rammen om hendes forsøg på at sikre sig en medalje ved de Paralympiske Lege i Paris.

Under hende skælver hesten Zafia, mens makkerparret skridter ind gennem den sluse, der leder ind til banen. Tribunerne med publikum tårner sig op på hver side af dem, og stemmerne fra menneskemængden samler sig til en insisterende summen.

Jeg ser en udfordring, jeg tager den op, og jeg følger den til dørs. Det er bare sådan, jeg er

Pia Wulff Jelstrup

Pia og Zafia rider ud på banen, og i et kort øjeblik lader Pia blikket feje ud over omgivelserne: først de fyldte tribuner, så det spejlblanke vand, der ligger i forlængelse af banen, og til sidst på Versailles-slottet i baggrunden. Hun tilter hovedet, hilser kort på dommeren, og så lukker hun sig inde i sin egen verden, hvor det kun handler om hesten under hende og det program, de skal til at udføre.Og så starter hun på den største konkurrence i sit liv.

Hullerne i osten

Det er ikke meget, Pia har talt om sin sclerose, før hun blev udtaget til de Paralympiske Lege, og sygdommen lige pludselig blev omdrejningspunktet for flere interviews, som hun gav i forbindelse med sin udtagelse.

“Hvis folk har spurgt mig direkte, har jeg selvfølgelig fortalt om min sclerose, men ellers er det ikke noget, jeg har snakket om, for det var jo bare småting i forhold til det, som min søn gennemgik. Derfor var der ingen grund til at bruge tid på det”, siger hun.

Derfor har det også været svært for hende at finde de rigtige ord til at snakke om sin sclerose.

“Det har været hårdt. Men det har egentlig også været meget godt at få snakket om det. Og det har også været fint at fortælle lidt om Mike”, siger hun og tygger lidt på, hvad hun så skal sige.

“Ja, undskyld, han er nærmest med i alle mine sætninger, men sådan er det”, siger Pia så og fortæller videre om, hvorfor sønnen er en stor del af hendes fortælling.

“Jeg havde jo ikke været det menneske, jeg er i dag, hvis jeg ikke havde været igennem det med Mike. Jeg ville ikke ændre … Jeg ville ændre, at Mike var ude for det, han var, men det kan jeg jo ikke. Så derfor er jeg glad for, at jeg er blevet den, jeg er”.

De Paralympiske Lege blev for Pia også en påmindelse om nogle af de vigtige ting, som Mike var en daglig påmindelse for hende om.

“Mike lærte mig, at det ikke giver mening at dyrke hullerne i osten. Der er bare ting, der er vigtigere. Og den følelse fik jeg igen, da jeg gik rundt til de Paralympiske Lege og oplevede alle de mange atleter med handicaps, der i den grad ikke lod sig holde tilbage af dem”.

Ingen nerver

De Paralympiske Lege, Frankrig, 4. september

“JA!” råber Pia, mens hun knytter næven og rækker armen over hovedet, da hun rider ud af den paralympiske ridebane efter endt program, mens et stort smil breder sig over hendes ansigt. 

Ude på banen var hesten trykket og nervøs, og det betød, at der var lidt fejl i programmet. Alligevel er Pia tilfreds med sin hest, da de rider ud af banen, og så er hun lykkelig over, at hun slet ikke var nervøs. 

De får en foreløbig sjetteplads i konkurrencen. Hvis Pia skal kvalificere sig til finalen, skal hun være i topotte, når alle ryttere har været igennem dagens indledende konkurrence.

Efter at den sidste rytter er redet af banen, står det dog klart, at det kun blev lige ved og næsten for Pia og Zafia. De slutter på en niendeplads ud af 15 ryttere.

Drømmen om Los Angeles

Høng, Danmark, 13. september

“Kommer du herhen, skat?” kalder Pia, da vi træder hen foran en tom hesteboks. Der er lidt hø på gulvet, og over boksen hænger et hav af medaljer og rosetter.

“Det er mor, der er her”, kalder Pia igen, og snart titter et brunt hestehoved frem. Zafia har været ude på marken bag ved stalden, og Pia kvitterer med et kys på mulen, da den store hest kommer hen for at sige hej.

“Hun er ikke helt på dupperne, for hun er lige blevet vaccineret”, siger Pia.

Hun klapper hesten lidt og vender sig rundt.

“Det er jeg egentlig heller ikke, hvis jeg skal være ærlig. Jeg er bare røvtræt efter de her uger, og jeg kan slet ikke overskue noget oven i hovedet. Siden jeg kom hjem fra Paris i mandags, har jeg bare lukket helt ned. Jeg har lige været lidt oppe om morgenen, men ellers har jeg primært bare ligget ned. Det er bare sådan, det er, og det er et vilkår med min sclerose”.

Den brune hest trækker langsomt tilbage mod marken og den friske luft, og Pia går mod en af de andre bygninger, der viser sig at være en stald med flere hestebokse, hvor datteren Natalie står og strigler endnu en brun hest. Natalie var med Pia i Paris som hendes hestepasser, og hendes negle er stadig udsmykket med små dannebrogsflag.

“Har du fået fortalt det hele, mor?” spørger Natalie.

Pia styrer målrettet mod en form for fejebakke og kost for at indfange en mindre bunke hestepærer, der har samlet sig bag hesten.

“Jeg er jo ikke så god til at fortælle om mig selv”, svarer Pia, mens hun går rundt om hesten igen.

“Så nu går jeg og tænker over noget, der kan beskrive mig som person, og det er jo ikke så nemt”, siger hun videre og griner lidt. Pia står og funderer lidt, mens Natalie fortæller om, hvor stor en oplevelse de Paralympiske Lege har været.

“Det har været nogle svære år for min mor, og derfor er jeg også bare så stolt af, hvad hun har opnået”, siger Natalie og afslutter:

“Vi håber jo også på, at vi skal afsted igen om fire år”.

“Ja, jeg har fået en masse drømme jo. Vi vil gerne til Los Angeles om fire år til de næste paralympiske lege. Vi har mange dygtige rytter i vores trup, men jeg vil yde det bedste, jeg kan, for at få en plads. Og drømmen er medaljer”, siger Pia.

Hun giver den brune hest et klap og går ud af stalden. På vej over mod kontoret stopper hun op.

“Jeg ved, hvordan jeg vil beskrive mig selv, tror jeg”, siger hun.

“Hvor der er vilje, er der vej”.