Kære mor.

Vi havde aftalt at mødes i toget og sammen følges til min datters – dit barnebarns – teaterforestilling. Min datter var allerede derhenne med holdet til generalprøve. Da jeg træder ind i S-toget i myldretidstrafikken, er det helt proppet, og du sidder allerede derinde og vinker til mig.

Jeg møver mig ind til dig og klemmer mig ned på et sæde til to overfor dig, hvor der i forvejen sidder to personer. I det sekund, jeg lander på det spraglede S-togs-sæde i slidstærkt betræk, læner du dig lidt frem og lægger en hånd på min vinterjakke-beklædte arm og ser mig ind i øjnene, imens du udbryder; ”hvordan har du det LIGE NU?” Ikke med dæmpet og diskret stemme. Men med tydelig stemme. Jeg føler mine kinder bliver røde, min puls stiger, og jeg bliver enormt bevidst om alle de almindelige mennesker, der sidder rundt omkring mig. Jeg føler, at alles øjne hviler på mig. De er alle på vej hjem fra en lang arbejdsdag, imens jeg slet ikke har været på arbejde, men alligevel haft brug for at hvile mig og forberede mig mentalt på en lang aften. Jeg forsøger at blende ind og være én i flokken. Alt det falder til jorden med din kommentar.

Jeg taler med helt dæmpet stemme i håbet om, at det vil inspirere dig til at gøre det samme, da jeg ikke synes, “hvordan jeg har det” er noget, der kommer en hel togkupé af fremmede ved.

“Jeg har det fint, men måske vi lige kan snakke om det senere,” får jeg presset ud imellem tænderne.

“Nåhr. Du er ikke for træt til at skulle på den her tur? Har du nået at hvile dig,” spørger du.

Jeg kan ikke huske, hvordan du reagerede tilbage i 2015, da jeg fortalte dig, at jeg havde fået sclerose. Jeg mindes, at jeg holdt dig godt opdateret om alle detaljerne – som du også flittigt spurgte ind til – under udredningen. Det undrer mig, at jeg ikke mindes din reaktion. Jeg føler, det er sådan noget, jeg burde kunne huske. Ligesom jeg kan huske præcis, hvor jeg var, og hvad jeg lavede 11. september 2001. Højst sandsynligt græd jeg, da jeg fortalte dig nyheden over telefonen. Jeg har let til tårer, når jeg skal levere dårlige nyheder. Især til dig. Der er et eller andet, der får mig til at føle mig så utrolig lille, når jeg taler med dig om mine udfordringer. Og det forvirrer mig, for jeg er jo voksen. Næsten midaldrende faktisk.

Den form for omsorg, du møder mig med, når jeg har det svært, fører mig tilbage til barnestadiet og vækker en følelse af hjælpeløshed. Men kun i et splitsekund før jeg bliver irriteret. Måske det handler om, at det føles risikabelt for mig at tillade mig selv at være lille igen og overgive mig til en voksens trøst. Det føles som at give slip på den smule kontrol, jeg har med min sclerosesituation – mere end det handler om din form for omsorg.

Jeg har en klar følelse af, at du var der for mig i den svære tid efter udredningen. Vi er der for hinanden, når det er svært. Vi sidder ikke lårene af hinanden til hverdag. Som om vi føler os mest komfortable i hinandens selskab, når der er noget, der er “hårdt”. Måske et levn fra da jeg voksede op, hvor det hele ofte var lidt hårdt i vores familie. Det var en naturlig stemning for os at være i.

Det må have været en svær tid for dig efter diagnosticeringen. Ingen forventer, at ens voksne barn, der burde kunne klare sig selv og måske tage sig af sin forælder på et tidspunkt, bliver alvorligt syg. Det føles unaturligt. Og sorgfuldt må det have været for dig. Og måske stadig være i dag? Og svært at være mor på ”den rigtige måde” – jeg er jo voksen. Det er mange behov, der støder sammen og udfordrer vores relation. Du har brug for omsorg, jeg har brug for omsorg. Vi har begge brug for forståelse fra hinandens side. Men hvordan? Jeg vil ikke omklamres af din omsorg, som jeg for længst har løsrevet mig fra. Det føles som at gå baglæns. Men alligevel forventer jeg din fulde forståelse (for noget, du aldrig helt vil kunne forstå). Fordi du er min mor, mit livsvidne nummer ét.

Det påvirker vores forhold, at det nærmest er en umulig opgave for os hver især at være der for den anden på den måde, vi hver især har brug for. Jeg ville gerne have mere overskud til at være der for dig nu, hvor alderdommen banker på din dør. Og jeg forestiller mig, at du føler en masse omsorg og bekymring for mig i forhold til sclerosen, som jeg ikke rigtig er modtagelig over for, da jeg som sagt er voksen, og det derfor vil føles unaturligt i vores mor-voksen-datter-relation.

Vi snakker aldrig rigtig om, hvordan det er for dig at være mor til mig med sclerose. Jeg er ikke sikker på, om du vil kunne bære at være ærlig overfor mig om, hvis du indimellem er ked af det over det. Og det er underligt (men kærligt), for vi snakker ellers som sagt ofte om de “tunge” ting. Men jeg respekterer også, hvis din stilhed omkring det skyldes, at du ikke vil belemre mig med dine scleroserelaterede følelser. Du ved, hvor meget jeg i forvejen skal forholde mig til og tage mig af. Og forhåbentlig har du andre steder at gå hen, når det bliver svært.

Jeg håber ikke, du bekymrer dig. Jeg håber, du i tråd med min sindsstemning med årene har fundet ro i, at min sclerose ikke blev så slem, som vi havde troet. Og jeg håber, du har respekt for og føler stolthed over den seje kamp, jeg har været igennem frem til i dag, hvor jeg har fundet en god balance. For det, at jeg har kunnet det, skyldes også dig og dit rolige sind, der ikke lader sig vælte, men altid fortsætter og ser en vej frem. Og det skal du have tak for.

Når du i toget viser din indlevelse i min situation på en – i min optik – lidt uheldig måde, øver jeg mig i at udvise forståelse for DIG. Og forstå hvor DU kommer fra. Som er et godt og kærligt sted.

Kærlig hilsen din datter, Amalie