Professor Jette Lautrup Frederiksen er årets modtager af Monrad-Krohn-prisen, der hvert år tildeles en forsker fra Norden, der har “bedrevet fremragende neurologisk forskning, fortrinsvis inden for klinisk neurologi.”
Det er Norwegian Neurological Association, der har uddelt prisen til den danske professor, der til daglig er leder af Klinik for Synsnervebetændelse, Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Rigshospitalet i Glostrup.
“Monrad-Krohns pris 2026 er en anerkendelse af et mangeårigt og målrettet arbejde for at styrke forståelsen af neurologiske sygdomme og forbedre behandlingen for mennesker, der lever med dem,” skriver UNIFOR, der administrerer prisen, på deres hjemmeside om tildelingen af prisen.
Ifølge et opslag fra Rigshospitalets Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Linkedin, fremhæver Norwegian Neurological Association i deres motivation Jette Lautrup Frederiksens omfattende og mangeårige indsats inden for klinisk neurologisk forskning i multipel sklerose og opticusneuritis – også kendt som synsnervebetændelse. Hun bliver også hædret for sin omfattende videnskabelige produktion, sin vejledererfaring og markante internationale rolle inden for sit felt.
“Jeg er meget stolt og beæret over at modtage denne fine pris. Den er også med til at understrege, at systematisk forskning i MS og opticusneuritis kan bidrage til en målrettet sygdomsforståelse og bedre behandling for vores mange patienter,” siger Jette Lautrup Frederiksen om prisen, der blev uddelt ved Norsk Nevrologisk Forenings årsmøde tidligere på måneden.

Om Monrad-Krohn Prisen
Monrad-Krohn Prisen blev indstiftet i 1933 af den norske neurolog og professor Georg Herman Monrad-Krohn. Prisen uddeles hvert år af det Medicinske Fakultet på Oslo Universitet. Med prisen følger 65.000 norske kroner.



