“Sclerose er en sygdom, der har været i voldsom stigning blandt danskerne. Antallet af danskere, der er ramt af sygdommen, er fordoblet på bare 20 år, og tidligere på året kom det frem, at Danmark nu er det land, der har den højeste forekomst af sclerose i verden. Skal vi vende den udvikling, er der kun én vej, og det er mere forskning i sygdommen, og jeg har ikke ord for, hvor rørt og taknemmelig, jeg er over danskernes store opbakning til vores indsamling, hvor formålet netop er at samle penge ind til forskning,” siger administrerende direktør Klaus Høm.
Dagens landsindsamling er den sjette af sin slags for foreningen.
Sidste år blev der samlet 6,1 millioner kroner ind, hvilket var den hidtidige rekord.
De indsamlede millioner går til danske forskningsprojekter, der skal bidrage med viden om årsagerne til sclerose og bane vejen for bedre behandlingsmuligheder.
Scleroseforeningen finansierer halvdelen af forskningen i sclerose i Danmark gennem indsamlede midler.