Skal vi udfordres mere på balancen?

En gåtur ned ad gågaden eller en ujævn græsplæne, der skal krydses, kan både være udfordrende og frembringe bekymrede miner hos den, der har problemer med balancen. For hvad nu, hvis man falder? Det er et vilkår for mange, der lever med sclerose. Udfordringer med balancen og koordinering af bevægelserne er en udbredt følgevirkning af sygdommen, og mange har ubehagelige erfaringer med at miste fodfæstet og falde, fordi benet eller foden ikke reagerede hurtigt nok.

Heldigvis kan man gøre noget for at modvirke ustabiliteten i kroppen, konstaterer fysioterapeut og ph.d. John Brincks, der er centerleder i Forskningscenter for aktivitet og forebyggelse på VIA University College, hvor han forsker i træning af personer med neurologiske lidelser. For balancen kan trænes – fuldstændig ligesom man kan træne sin styrke og sin kondition.

Balancetræning er dog et forsømt område, mener John Brincks, som vurderer, at mange ville kunne få endnu mere ud af deres træning, hvis man gik mere systematisk til værks i forhold til sammensætningen af øvelser for den enkelte og ikke mindst intensiteten af træningen.

“Jeg tror ikke, at vi udfordrer folks balance godt nok med den nuværende tilgang. Men hidtil har vi ikke haft en metode til at styre intensiteten af balancetræning, ligesom man gør det med både styrke- og konditionstræning. Det tror jeg ville kunne gøre en forskel”, siger han.

Derfor har John Brincks sammen med internationale forskerkolleger brugt det sidste halve år på at udvikle netop sådan en metode. Han håber nu på at kunne finde finansiering til at afprøve metoden i praksis. Det vender vi tilbage til. Først varmer vi op med en lille indflyvning til John Brincks’ arbejde.

Man skal turde falde

John Brincks var sidste år med til at publicere resultaterne af et såkaldt reviewstudie, hvor forskerne gennemgik en række relevante undersøgelser af balancetræning. Resultaterne viste, at balancetræning ikke gør en forskel i forhold til simple opgaver som at gå ligeud, men til gengæld har en positiv effekt på mobiliteten generelt og på komplekse hverdagsbevægelser som at stå på ét ben, rejse sig, gå frem og tilbage og sætte sig igen.

Balancetræning virker altså.  Men gennemgangen afslørede også, at man generelt famler sig lidt frem på området, og at der er dele af balanceproblematikken, som træningen ikke tager højde for.

“For det første er der ikke særlig mange studier, der bevidst træner den reaktive strategi. Altså det at reagere hurtigt. Og det er jo det, som sker, hver gang vi er lige ved at snuble. Vi skal have det andet ben ind under os igen, så vi ikke falder”, siger John Brincks. John Brincks har forståelse for, at både behandlere og mennesker med balanceproblemer kan være nervøse for at træne netop det, eftersom man risikerer at falde under øvelsen.

“Men vi er nok nødt til at turde det. Og hellere træne til grænsen og risikere et fald eller to i en tryg kontekst i en fysioterapeuts klinik frem for at falde derhjemme”, siger han.

En anden mangelvare, som John Brincks og hans kolleger fandt i gennemgangen af træningsstudierne, er træning, der sigter på de kognitive ressourcer.

“Jeg har oplevet hos flere af dem, jeg har set i min klinik med sclerose, at hvis vi går en tur, og jeg begynder at stille spørgsmål undervejs, stopper de enten op eller sætter farten ned for at svare – eller også svarer de meget kort. Forsøger de at svare mere uddybende uden at stoppe op, kan de begynde at gå og svaje lidt”, siger han.

Sclerose rammer balancen på flere måder

De balanceudfordringer, der kan følge med sclerose, er en kompliceret størrelse. Grundlæggende handler det om, at fyringen – signalerne fra hjernen ud til kroppens muskler og den anden vej – er dårligere end hos andre, fordi nervefibrene er beskadiget.

Alt efter hvor og hvordan man er ramt, kan det gå ud over koordineringen af kroppen, reaktionsevnen og de automatiserede bevægelser, der er indlært fra barnsben. Desuden kan nedsat fyring i dele af hjernen som nævnt svække kognitionen, hvilket indirekte kan få kroppen ud af balance, fordi der ikke er kapacitet til at planlægge og udføre for mange opgaver på en gang. Hvis følesansen, tryksansen eller ledstillingssansen er svækket, kan det ydermere bidrage til følelsen af ubalance i kroppen.

Fordi der indgår så mange komponenter i at få kroppen til at holde balancen, kan det være vanskeligt for behandlere at vurdere, hvilke områder man skal sætte ind på – og ikke mindst hvor hård balancetræningen skal være, for at den enkelte bliver tilstrækkeligt udfordret. Sidstnævnte vurderes i dag ud fra et skøn, hvilket betyder, at mange måske ikke får det fulde udbytte af en træningssession, forklarer John Brincks.

Ny metode inspireret af styrke- og konditionstræning

Det er på den baggrund, at hans forskningsgruppe sammen med forskere fra Karolinska Instituttet i Stockholm har testet og iagttaget mere end 50 deltagere med sclerose og herudfra forsøgt at udvikle en metode til at vurdere, hvad man kan kalde den maksimale balancekapacitet. Det skal gøre det lettere at bestemme, hvordan og hvor meget man kan presse den enkelte i træningen.

Pointen er nemlig, at man bør tilgå balancetræning, ligesom man griber styrke- og konditionstræning an: Først testes den maksimale kapacitet i forhold til henholdsvis udholdenhed, og hvor meget man kan løfte. Og så lægges intensiteten af træningen på omkring 80 procent af det. Det samme bør altså gælde for balancetræning for at opnå de bedst mulige effekter, siger John Brincks.

“For den fysiologiske mekanisme, der gælder, når vi træner styrke og kondition, findes selvfølgelig også inden for balance. Når vi presser kroppen fysiologisk, jamen, så forbedrer den sig”, siger John Brincks.

Jeg tror ikke, at vi udfordrer folks balance godt nok med den nuværende tilgang

John Brincks, fysioterapeut og ph.d.

Tror på øget effekt

I den gennemgang af balancetræningsstudier, som John Brincks og hans kolleger publicerede resultaterne af sidste år, bestod træningen først og fremmest af traditionelle øvelser som at stå på ét ben, stå på balancepude, bevæge sig rundt på en balancebane og række ud efter noget, indtil man er lige ved at miste balancen. Og derudover såkaldte exergames, hvor man udfører øvelser på stedet foran en skærm.

“Det er alt sammen udmærket. Problemet er bare, at vi ofte ikke ved, om vi presser folk tilstrækkeligt, fordi vi ikke har et mål for deres fulde kapacitet”, opsummerer John Brincks.

Lykkes det at finde forskningsmidler, er næste skridt at sætte kliniske studier op for at undersøge effekten af denne nye tilgang til balancetræning. Dels i forhold til at udfordre deltagerne mere på deres reaktionsevne og have øget fokus på det kognitive aspekt, men først og fremmest i forhold til at teste værktøjet til at fastsætte deltagernes maksimale kapacitet og derpå undersøge betydningen af at udfordre dem forskelligt.

“Tanken er at lade en gruppe træne med 30 procent og en anden gruppe med 70 procent af deres maksimale kapacitet og så se, om der er en forskel”, forklarer John Brincks og fortsætter:

“Min påstand vil være, at dem, der bliver udfordret mest, bliver bedre til at holde balancen. De vil sandsynligvis også undgå at falde så tit. For det vil vi træne. Deres bekymring for at falde vil også blive mindre, er min antagelse. For får du et højere funktionsniveau, bliver du også mere tryg i det, du går og gør”.

Det handler om livskvalitet

I sidste ende skulle det gerne føre til øget livskvalitet, siger John Brincks, som møder mange med sclerose, der italesætter den helt forståelige bekymring for at bevæge sig rundt på usikker grund.

“Det handler jo om, i hvilken grad balanceproblemerne og bekymringen, der følger med, går ud over ens hverdagsaktiviteter. Og tilknytningen til arbejdsmarkedet for den sags skyld. Kan jeg gå ud i haven, kan jeg gå ned at købe ind og så videre? Vi er jo sociale væsner, der gerne vil ud at møde andre mennesker. Så jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at balancetræning spiller en rolle i forhold til den generelle livskvalitet”, siger han.