World MS Day markeres verden over den 30. maj for at gøre opmærksom på sygdommen. En dag med særlig relevans i Danmark, som har verdens højeste forekomst af sclerose per indbygger.

Hvorfor Danmark er så hårdt ramt, også i forhold til lande som Norge og Sverige, der henholdsvis indtager 5. og 9. pladsen over lande i verden med flest tilfælde af sclerose, er stadig forbundet med mange ubesvarede spørgsmål. I Scleroseforeningen sætter administrerende direktør Klaus Høm sin lid til mere forskning i sygdommen.

“Forskning gør os stadig klogere på sygdommen, og derfor markerer vi dagen med grønt, der jo er håbets farve. For så længe vi forsker videre, er der håb om, at vi bliver stadig bedre til at behandle sygdommen og en dag får knækket koden til den,” siger Klaus Høm, der takker Sund & Bælt for at være med til at gøre opmærksom på sygdommen.

I Danmark er der over 19.000 danskere, der er ramt af sclerose, og hvert år kommer omkring 700 nye tilfælde til.

Storebæltsbroen vil blive lyst op efter mørkets frembrud og frem til midnat.

Solen går ned klokken 21.45 den 30. maj.

Broens 254 meter høje pyloner er blandt de højeste punkter i Danmark.

I 2024 kørte 13,7 millioner køretøjer over Storebæltsbroen ifølge Sund & Bælts hjemmeside, og gennemsnitligt kører 37.000 køretøjer over broen hver dag.