En enig hovedbestyrelse i Scleroseforeningen har i går, 23. januar, udpeget den garvede sundhedspolitiker Jane Heitmann som ny bestyrelsesformand for Sclerosehospitalerne i Haslev og Ry.
Efter 11 år som folketingsmedlem og bl.a. sundheds-, psykiatri- og ældreordfører for Venstre valgte Jane Heitmann ikke at genopstille ved efterårets folketingsvalg. Tiden var kommet til at prøve kræfter med nye udfordringer, meddelte hun. Jane Heitmann tiltræder sit nye hverv som Sclerosehospitalernes bestyrelsesformand den 1. februar 2023, hvor hun afløser administrerende direktør for Scleroseforeningen Klaus Høm på posten.
Den nye bestyrelsesformand glæder sig til at stå i spidsen for bestyrelsen for Sclerosehospitalerne, som hun fremhæver for deres faglighed:
»Gennem årene har jeg ofte været imponeret over den indsats, som Sclerosehospitalerne bidrager med for en sårbar patientgruppe, der nemt kan overses i et presset sundhedsvæsen. Jeg har ofte hørt fra sclerosepatienter, hvor vigtigt det er for deres hverdagstrivsel med en udfordrende og alvorlig sygdom, at Sclerosehospitalerne tilbyder rehabiliteringsophold med høj faglighed. Og netop fagligheden vil jeg, som ny formand, lægge stor vægt på. Særligt fordi Sclerosehospitalerne er en vigtig og uundværlig del af hele det store danske sundhedsvæsen,« siger Jane Heitmann.
Også i Scleroseforeningen glæder man sig til den kommende bestyrelsesformands tiltrædelse:
»Højt specialiseret scleroserehabilitering er en helt afgørende del af behandlingen for mennesker med sclerose, der er en fremadskridende invaliderende sygdom. Derfor er det en stor glæde at kunne hilse Jane Heitmann, der om nogen har beskæftiget sig med sundhedsområdet og har en dyb indsigt i området, velkommen på posten,« lyder det fra formanden for Scleroseforeningen, Christian L. Bardenfleth.
Kort om Sclerosehospitalerne
Sclerosehospitalerne tilbyder rehabilitering og behandling på specialiseret niveau til sclerosepatienter i hele landet og har omkring 2.000 patienter indlagt årligt. Sclerosehospitalerne fungerer som ét fælles hospital på tværs af to matrikler i Haslev på Sjælland og Ry i Midtjylland og har i alt 150 ansatte.