Jeg sidder hos min læge og har lige remset op, hvilke udfordringer, der har præget mit og min families liv de seneste år. Hun skriver løs på tasterne, imens jeg med en klump i halsen fortæller om sclerose, kræft, angst, depression, mental (over)load og en ulidelig kvalme. Idet, jeg fortæller, får jeg en klump i halsen. Det oplever jeg ofte; at kæmpe med gråden, når jeg snakker med sundhedsfaglige om mit livs udfordringer. Nok fordi, at det i dét rum, KUN handler om mig. Om hvordan “vi” passer på mig; min sclerose og mit mentale velvære som menneske i denne verden med en del “ekstra” i bagagen. Når jeg går ud ad døren igen, handler mit liv primært om at tage sig af en masse andre.
Da jeg er færdig med at remse op, sidder jeg lidt og venter, imens min læge skriver færdig. Så kigger hun op og siger: “Du har en belastningsreaktion. Kuren er hvile og ro. Du skal slappe af.”
Det er ikke lige til at slappe endnu mere af, når jeg som sclerosepatient i fleksjob i forvejen allerede lever et liv, der kredser om afslapning.
Den første uge af sygemeldingen
I skrivende stund er jeg lige vendt tilbage til mit arbejde igen efter en sygemelding på halvanden måned. Lægen var ikke i tvivl om, at det var en sygemelding fra arbejdet, der var det rigtige for mig. Arbejde kan godt tages ud af ligningen for en periode. Det kan mennesker tæt på dig, der har brug for dig nu og her, ikke.
Efter lægen gik jeg hjem og lagde mig lidt på sofaen og lod mine tanker vandre ud af en ikke-særligt-fordrende-for-noget-som-helst-vej. “Ynkeligt at være nødt til at sygemelde sig fra et 13-timers fleksjob!” “Alle mine kollegaer vil tro, det er sclerosen, der har fået taget på mig!” “Min mor vil blive vildt bekymret for mig!” “Mine venner vil synes, jeg er mindre sej!” “Min mand vil blive endnu mere presset!” “Det bliver svært og ydmygende at skulle møde mine kollegaers blik, når jeg en dag vender tilbage til kontoret!” “Og mine børn! Bliver de bange!?” STOP.
Jeg brugte fem minutter på de tanker. Så rejse jeg mig fra sofaen og tog ud i Ikea.
Den første uge af min sygemelding var plaget af det ene hjemlige projekt efter det andet. Jeg kunne ikke finde roen. Og da ugen lakkede mod ende, var loftet blevet ryddet op og ryddet ud. Alt var sat i system. Og børnenes gamle ting var blevet solgt. I vores stue havde vi fået en ny reol til bøgerne (turen til Ikea på dag ét). Og da jeg igen landede i sofaen, føltes det som om, jeg havde været i krig.
Det var først, da jeg sad dér, at det for alvor gik op for mig, at jeg af en person, der har gjort en karriere ud af at fortælle om det rolige scleroseliv, er utroligt dårlig til at slappe af. Min mand havde hentydet til i løbet af ugen, at han syntes, jeg opførte mig temmelig tosset. Men når man har været sammen i snart 20 år, skal der ofte en anden stemme til at overbevise én.
Definitionen på at slappe af
Lægens stemme sagde, “du skal slappe af”. Men hvad vil det sige?
Vil det sige at ligge på sofaen? Til dels måske. Også nok derfor, sofaen er hvis ikke det vigtigste møbel, så i hvert fald tæt på det vigtigste møbel for mig. Men at ligge på den hele dagen og se Netflix – og læse i en bog i ny og næ – kan umuligt være det, lægen mener med ”at slappe af.”
Under min sygemelding – efter det indledende oprydningsvanvid – begav jeg mig ud på en mental rejse i at definere, hvad det for mig vil sige at slappe af. For det er ikke lige til at slappe endnu mere af, når jeg som sclerosepatient i fleksjob i forvejen allerede lever et liv, der kredser om afslapning.
Afslapning er en fast del af min daglige rutine. Og der sniger sig afslapning eller afslappende elementer ind i stort set alt, hvad jeg foretager mig. Lad mig komme med et par eksempler: Når jeg tager toget til arbejde, sætter jeg mig i hvilekupeen med musik i ørerne. Fordi det er mere afslappende end at sidde i den almindelig kupé med “de almindelige mennesker”. Og hver dag, midt på dagen, tager jeg 40 minutters hvil, hvor jeg ligger ned med lukkede øjne. Et andet eksempel er, at jeg, når jeg færdes i byen, sjældent skynder mig fra a til b. Jeg løber ikke, når det er ved at blive rødt ved den fodgængerovergang, jeg skal over. I stedet går jeg langsommere, når jeg nærmer mig fodgængerovergangen. For så kan jeg stå et øjeblik og slappe af, inden det bliver grønt igen. Til gengæld kan jeg sagtens løbetræne. Rationalet giver fint mening i mit afslappede scleroseliv (i hvert fald indtil jeg ser det på skrift nu og her).
Men når lægen ordinerer mere afslapning til en person, der allerede slapper meget af, hvad gør man så?
Sofaen som det afslappede slutmål
Det var ikke kun lægen, der manede til afslapning; mine venner og familie rådede mig også til “bare at slappe af”, når de hørte om min sygemelding. Men ingen havde tilsyneladende gode bud på, hvordan man slapper af, når jeg spurgte ind til, hvad de mente.
Jeg er så vant til at gøre de rigtige ting for sclerosen med hvile og motion i lige og rigelige mængder. Og det plejer at virke. Men ikke i den her situation, hvor noget udenfor min umiddelbare kontrol slyngede mig så langt udenfor min gode scleroserytme, at den måtte op til revision igen.
Min belastningsreaktion skyldtes ikke min sclerose, men var opstået, fordi omverdenen for længe havde krævet for meget af mig. Og konfronteret med at skulle bekæmpe den med endnu mere afslapning, var simpelthen en udfordring, jeg havde det meget svært med.
Samtidig blev jeg med mine tanker om afslapningens definition konfronteret med et dilemma, du måske også kender til, hvis du har sclerose: Masser af fritid, men ikke nok energi til at fylde den tid ud med noget meningsfuldt.
Men hvad er meningsfuldt at bruge sin tid på? Det er helt sikkert meget individuelt. Da jeg havde været sygemeldt i en uges tid, begyndte en ny rytme at indfinde sig. En rytme med mere sofatid. Hvor jeg endelig fandt overskuddet og modet (ja, det kan kræve overskud og mod!) til at komme helt ned i gear i sofaen; få læst et kapitel i den bog, jeg var i gang med. Sidde lidt dér og få lyttet ordentligt efter, hvad min mand sagde, fremfor mentalt at være på vej videre til næste praktiske gøremål. Ligge i ske med min datter, når hun havde haft en lang dag og se fjernsyn og spise snacks.
Min konklusion må være, at sofatid ER meningsfuld afslapning. I hvert fald for mig. Ellers vil mit liv også være mere sørgeligt, end jeg har lyst til at indse. For sofatid er nok den ting, jeg ser allermest frem til i mit liv. Den er målet for alle mine udskejelser og overanstrengelser. Og den endte også med at blive det for denne sygemelding. Hver gang jeg havde gjort noget godt for mig selv; trænet, lavet mad eller set en veninde, var sofaen min lise. Her hvor jeg kom ned i gear og bare var til. Med “du skal slappe af”, må min læge have ment at gøre de ting, jeg ved, der er godt for lige netop mig i min situation (træning, sund kost og sociale ting, der giver mig energi). Men hun har nok også ment sofaen.
