Hvad vækker dig om morgenen?

Et par dage om ugen er det mit vækkeur lidt i otte, når jeg skal til træning. Ellers vågner jeg af mig selv imellem klokken otte og ni.

Hvad er det første, du gør, når du er stået ud ad sengen?

Jeg tager et par forsigtige skridt for at få gang i kroppen. Jeg går med stok ude, men ikke hjemme. Så humper jeg ud i køkkenet, får sat kaffe over og sætter mig en time til halvanden i lænestolen og hører P1 Morgen og læser avis. Hvis der er en krydsogtværs i Politiken, løser jeg også den. Min kone står ofte op lidt efter mig.

Hvilke tanker går typisk igennem dit hoved tidligt om morgenen?

Jeg plejer at sige, at jeg har dårlige ben-dage, elendige ben-dage og allerhelvedes dårlige ben-dage. Så jeg forsøger lige at finde ud af, hvilken type jeg har den dag.

Påvirker det dit humør, hvilken type ben-dag det er?

Ikke længere. Jeg har vænnet mig til det. Det er en del af tilværelsen. Og det er ikke, fordi jeg nødvendigvis er en optimistisk type. I lang tid var min klare holdning, at jeg ikke ville ligge under for det lort (sclerosen, red.), men efterhånden har jeg måttet erkende, at nu er jeg nødt til at gøre det. At det er en nødvendighed. Jeg går med stok og må bare gøre tingene, så godt jeg kan.

Hvornår spiser du morgenmad, og hvad spiser du?

Morgenmad er ikke vigtig for mig, så det bliver ofte lidt op ad dagen, før jeg spiser en hjemmebagt bolle med ost. Jeg bager boller hver 14. dag og putter i fryseren. Jeg har en røremaskine, og jeg elsker den.

Hvad ser du mest frem til, når du sidder der om morgenen?

Jeg kan godt lide at planlægge, så jeg sidder og tænker over, hvad jeg skal den dag. Dage, hvor jeg ikke skal lave en skid og ikke har nogen faste aftaler, synes jeg er rare. Det kan godt gøre mig glad. Men at skulle pakke min cykel og tage toget til sommerhuset i Sverige kan også gøre mig glad. Jeg kan godt lide at være mig selv. Og at være pensionist. Jeg kunne rigtig godt lide mit arbejde, men det tog også enormt meget af min tid og mine kræfter.

I hvilke tilfælde overvejer du at aflyse din dag?

Det gør jeg meget sjældent. Jeg bider tænderne sammen. Jeg bliver meget sjældent almindeligt syg. Det var faktisk et problem, dengang jeg skulle søge om fleksjob; at jeg ikke havde nogen sygedage på mit arbejde. Systemet havde svært ved at håndtere mig og forstå, at jeg var syg nok til fleksjob alligevel.

I 2004 mærkede Henrik første gang til sclerosen, og han fik sin officielle diagnose i 2006. I dag mærker han især til sclerosen i form af nedsat funktion i venstre hånd og arm og dårlig gangfunktion.

Henrik Lund

Henrik Lund Henrik er 67 år og bor i lejlighed på anden sal på indre Nørrebro med sin kone, Marianne. Han har boet i samme kvarter – med kortvarige afstikkere – siden 1978. Det er også her, han har opfostret sine to voksne børn, Rosa og Jens. Fra lejligheden kan Henrik se sønnens lejlighed. Og sønnen kan fra sin lejlighed se Rosas lejlighed. Henrik har også et sommerhuskollektiv i Sverige med nogle venner.

Henrik er oprindeligt uddannet maskinmester fra Mærsk og har arbejdet på Amager Forbrænding i 32 år. I 2019 fik han tildelt seniorpension.