Det er et vigtigt og stærkt signal, når Sundhedsstyrelsens direktør Jonas Egebart i et interview med Sundhedsmonitor understreger, at den kommende nationale sundhedsplan skal sætte en retning for hele sundhedsvæsenet. Retningen – et stærkere nærsundhedsvæsen, færre overgange og bedre ressourceanvendelse – er både rigtig og nødvendig.
Til gengæld er det et bekymrende opmærksomhedspunkt, at den kommende nationale sundhedsplan ifølge Egebart skal afstå fra at gå i detaljer og alene udpege retningen for sundhedsvæsenet, mens detaljerne overlades til de regionale sundhedsplaner og nærsundhedsplanerne i de kommende sundhedsråd. Det giver fleksibilitet, ja, men det rummer også en betydelig risiko.
Hvis ikke planen eksplicit skelner mellem hyppige kroniske sygdomme og sjældne, komplekse sygdomme, kan visionen om ”mere i det nære” utilsigtet føre til en udvanding af den specialiserede behandling.
Sjældne sygdomme skal fortsat forankres i det specialiserede sundhedsvæsen
For sygdomme som sclerose, ALS eller cystisk fibrose er specialiserede afdelinger og centre ikke et luksusgode – de er selve forudsætningen for gode behandlingsresultater. Det skyldes:
- at patientgrupperne er så små, at almen praksis aldrig vil kunne opbygge den nødvendige erfaring.
- at sygdommene er komplekse og ofte ledsages af multisygdom.
- at forskningen hele tiden ændrer behandlingen.
- og at patienternes livskvalitet og prognose afhænger af adgang til eksperter.
Selvfølgelig skal vi flytte flere opgaver ud i det nære sundhedsvæsen, når det handler om de store, velkendte kroniske sygdomme som for eksempel diabetes eller KOL. Men når det gælder de sjældne og komplekse, skal vi holde fast i specialiseringen. Her kan almen praksis være en uvurderlig koordinator og støtte – men ikke erstatte den specialiserede behandling.
Derfor bør den nationale sundhedsplan som minimum markere dette princip: Hyppige kroniske sygdomme kan i højere grad flyttes ud i det nære. Sjældne og komplekse sygdomme skal fortsat være forankret i det specialiserede sundhedsvæsen.
Vi deler visionen om et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen. Men vi må samtidig sikre, at den specialisering, som er livsvigtig for de mest sårbare patientgrupper, ikke går tabt i retorikken om at flytte alting tættere på borgerne.
Mere i det nære – ja. Men ikke på bekostning af det specialiserede.
