Gitte Holtze: "Jeg tænker ikke på noget bestemt, når jeg går. Det er ret magisk"

Første gang Gitte Holtze for alvor fik øjnene op for vandring og glæden ved at gå ture, var da hun som rejsejournalist på Berlingske blev sendt afsted til Nepal. Her fandt hun ud af, at det at være omgivet af storslået natur og samtidig skulle tilbagelægge lange afstande til fods, gav hende et vildt kick.  

Nepal-turen blev startskuddet til en stor kærlighed til det at gå, og Gitte drager, når det kan lade sig gøre, ud i den store verden for at vandre. I bjerge og ødemark tilbagelægger hun lange distancer og presser sig selv, når det går op og ned og trækker tænder ud. Og i 2017 efter at have mistet sin far, brudt ud af et usundt forhold, sagt sit job op og med et i egne ord “nedbrudt selvbillede”, gik hun så langt som fra Mexico til Canada på fem måneder. En oplevelse, der har siddet i hende lige siden, og som hun derfor gentager her i 2025.  

Denne gang er hendes udgangspunkt dog lidt anderledes; hun har nemlig fået sclerose i 2019 og tager dermed dén med i rygsækken, når hun drager afsted.  Vi har fanget hende over telefonen til en snak om, hvad det er, gåture kan – sclerose eller ej – og hvorfor de kan være den bedste vej til at genfinde tilliden til kroppen og genopbygge kropsselvværd.   

Hvad er det ved gåturene, du er så vild med? 

Der er en frihed ved at gå, som gør mig enormt glad – især når det er længere ture. Selvom en gåtur med hunden på Amager Strand også kan noget. Jeg får ro i mit hoved – lidt som en hovedrengøring, som jeg plejer at kalde det. Endorfiner bliver frigivet og giver ilt til hjernen, når jeg bevæger mig. Tankerne står mere klart, og der kommer et perspektiv på tingene. Gåturene er mit frikvarter, hvor krop og sind kommer ned i tempo. Jeg slentrer bare afsted. Helst i naturen, hvor der ikke er for mange stimuli og ting, jeg skal forholde mig til. 

Hele mit hylster er i bevægelse, og det gør, at jeg slipper bekymringer om sclerosen, og “kan jeg stadig”-tanker. Ja, det kan jeg godt. Det bliver bevist, fordi jeg bevæger mig. 

Hvad kan gåturen frem for anden træning? 

Gåture er ikke hårde på samme måde, som anden træning kan være. Jo, det kan være langt og op ad bakke, men for de fleste af os er det naturligt at gå hele tiden. Og for mig kræver gang ikke tankeaktivitet, som højintens træning gør. I træningscentret skal jeg tænke over gentagelser og at indstille maskinerne korrekt. Når jeg går, kommer bevægelsen helt af sig selv. 

Hvordan får du gåturene til at passe ind i dit liv? 

Gåture kan være tidskrævende, og de lange ture, jeg tager på ude i verden, kræver noget ekstra – også økonomisk. For selvfølgelig kan de fleste ikke lige tage et halvt år ud af kalenderen! Men jeg går nogle timer hver dag. Og så forsøger jeg hver weekend at komme ud på en tur på mindst 20 kilometer, som tager omkring fem timer. Det er klart, det tager tid fra noget andet, men jeg prioriterer det, fordi det er vigtigt for mig. 

Hvilken funktion har gåturene i forhold til din sclerose? 

Sclerosen er blevet endnu en motivation for mig til at gå ture, og jeg føler mig heldig over, at jeg, da jeg fik diagnosen, allerede var så glad for at bevæge mig. Og ja, jeg kunne da godt være begyndt at løbe. Men jeg er bare rigtig glad for at gå, og det skal jeg blive ved med. 

Sclerosetankerne fylder hos mig, men det er ikke ubetinget på en dårlig måde, fordi det netop har gjort mig så optaget af at leve mit liv på den bedste måde.

Har gåturene haft indflydelse på din tillid til din krop? 

De har hjulpet mig til at tro på, at jeg godt kan. Jeg ligger ikke på sofaen og har overbevist mig selv om, at jeg ikke kan noget. Jeg er derude og får bevist, at min krop godt kan, selvom den har den her sygdom. Og min hjerne bliver overbevist, når jeg går. Derfor er gåturene så vigtige for mig; for sclerose er en uforudsigelig sygdom, og mit kropsselvværd led et knæk, da jeg fik diagnosen. Det har gjort mig enormt optaget af at passe på mig selv, og jeg SKAL bare ud at gå i weekenden – også selvom det regner – for jeg bliver glad af det, og det er godt for min sclerose. Så sclerosetankerne fylder hos mig. Men det er ikke ubetinget på en dårlig måde, fordi det netop har gjort mig så optaget af at leve mit liv på den bedste måde. Jeg sætter pris på, hvad jeg kan. 

Oplever du, at gåturene giver ro til sclerosebekymringstanker?  

Ja, på gåturene bliver jeg bekræftet i, at min krop godt kan. Altså den er jo syg på papiret, men når jeg går, føler jeg ikke, at den er det. Når jeg går, sker det automatisk. Hele mit hylster er i bevægelse, og det gør, at jeg slipper bekymringer om sclerosen, og “kan jeg stadig”-tanker. Ja, det kan jeg godt. Det bliver bevist, fordi jeg bevæger mig.

Mit kropsselvværd er ok. Men der skal måske ikke så meget til, at det kan ændre sig. Så der kan godt være en lille bekymret stemme i mit hoved inden en længere tur. Nu i forbindelse med turen fra Mexico til Canada; jeg er så afhængig af, at min krop kan bevæge sig, at mine ben fungerer. Der er ikke så langt hjem fra en gåtur på Amager Strand, men det vil der være i vildmarken! 

Hvordan beroliger du dig selv, når bekymringstankerne opstår? 

Jeg siger til mig selv, at jeg ikke kan gøre noget ved det på forhånd. Jeg må bekymre mig om det, hvis der sker noget. Og så har jeg en SOS-knap med. Den giver mig tryghed. For så bliver jeg hentet, hvis der sker noget. Med bjørne, styrt eller sclerose. 

Hvad tænker du på, imens du går? 

Jeg tænker ikke på noget bestemt, når jeg går. Det er ret magisk. I modsætning til, hvis du ligger vågen om natten og ikke kan sove for tanker. Alle der kan, burde komme ud at gå. For selvom du måske kun kan gå helt kort, vil du få noget ud af det. At gå er nemlig nem “medicin” at tage for alle, der kan gå. Gå 10 skridt, som så kan blive til 20, kroppen skal nok være med dig, for det er det, den er født til.