"Jeg kan ikke kontrollere sygdommen, men jeg kan påvirke, hvordan min krop og mit hoved har det"

37-årige Morten Jes Nielsen fik som ung konstateret sclerose efter en periode, hvor han havde oplevet mystiske symptomer. Hans kendskab til sygdommen var dengang meget begrænset, men han besluttede sig hurtigt for, at han ville gøre alt, hvad han kunne for at styrke sin krop.

I årene op til diagnosen havde han gennemgået et større vægttab, og var derfor allerede inde i en god træningsrutine. Den fortsatte han, og efter flere gange i sit sygdomsforløb at have oplevet, at træning er et effektivt værktøj til at genvinde meget af funktionsevnen, er den aktive livsstil i dag noget, han ikke går på kompromis med.

Hvorfor træner du?

Jeg træner helt konkret for at bevare så meget funktion, selvstændighed og livskvalitet i et liv med sclerose, som overhovedet muligt. Jeg kan ikke kontrollere sygdommen, men jeg kan påvirke, hvordan min krop og mit hoved har det i hverdagen. Hvis jeg ikke træner, kan jeg straks mærke det i benene. Så begynder de at blive tunge, kroppen og armene bliver også tungere, og jeg kan opleve en snurrende fornemmelse. Helt klassiske sclerosetegn. Derfor tager jeg faktisk ikke pauser fra træningen. Mine pårørende er godt klar over, at det er noget, jeg bare skal. Det er næsten lige så vigtigt som medicin, og jeg ser det som en del af min behandling, så det er virkelig en stor prioritet.

Hvad motiverer dig mest, når det kommer til træning?

Motivationen for mig har på to ben. På den ene side handler det om erfaring. Efter at have trænet i mange år, har jeg erfaret, at det gør en forskel for mig. På den anden side er det en nødvendighed. Jeg ved, at når jeg ikke træner, så viser det sig i kroppen med det samme. Træning gør også en mærkbar forskel for min sclerosetræthed – og for mit humør. Det giver et dopamin-kick, når jeg træner. Men det er også hårdt for min krop, og i tiden lige efter træningen, kan jeg mærke min dropfod og at jeg har kraftnedsættelse. For når man udtrætter kroppen, så kommer symptomerne. Heldigvis mærker jeg alle de positive virkninger dagen efter. Så alle de erfaringer og bevidstheden om, hvorfor jeg træner, er det, der holder mig motiveret. 

Hvilken forskel har træning gjort i løbet af dit liv?

Der er flere ting. Fysisk har det hjulpet mig med at genvinde funktionen efter flere store attakker, jeg har haft i min højre side. Jeg har måtte ”træne mig selv op” flere gange, og det har taget tid og tålmodighed at komme tilbage til nogenlunde samme udgangspunkt som før attakket.  

Fysisk har træningen givet mig bedre balance, mindsket kraftnedsættelser i min krop, og givet mig større kropskontrol. Mentalt har det givet mig en følelse af handlekraft, og jeg føler, jeg tager lidt kontrol tilbage, fordi jeg handler. Og så har det også givet mig struktur og selvtillid. Man bliver ofte gladere for sig selv, når man træner. Sådan er det i hvert fald for mig. Og det har været et anker i perioder, hvor sygdommen har fyldt meget.  

Jeg er så heldig, at jeg har stor selvdisciplin, så jeg har kunne sige til mig selv, at træning ikke er et valg. Det skal jeg bare. Ligesom jeg skal sove om natten, spise næringsfulde måltider og passe godt på mine børn. Det er ikke en mulighed at lade være. Det er en del af mit livs rutiner.

Hvordan ser din træningsrutine ud i løbet af en almindelig uge?

Jeg er begyndt på en funktionelle træningsform, der hedder crossfit. Det er holdtræning, som tager en time, og jeg er afsted tre eller fire dage om ugen. Det er befriende for mig, at jeg ikke skal bruge energi på at sammensætte og planlægge træningen selv. 
Man skal bare møde op, og der er altid måder at skalere øvelserne. Det er en helt fast ting i familiekalenderen, hvornår jeg træner. Jeg har to børn i en 7-7 ordning, og når de er hjemme træner jeg altid om aftenen på det sene hold, efter jeg har puttet børnene.