Da uretfærdigheden ramte Enhedslistens Rosa Lund

”Det var vist lige efter 11. september. Anders Fogh var statsminister. Moses Hansen ville gå et korstog igennem Nørrebro, hvor jeg er født og opvokset. Han ville have alle indvandrere, homoseksuelle, autonome og andre, han ikke kunne lide, ud af landet. Der var jeg som 14-årig med til at klistre plakater op i protest, for jeg havde en grundfølelse af, at det skulle han sgu ikke have lov til.”

Det var den følelse af uretfærdighed, der drev Rosa Lund ind i politik. En uretfærdighed som hun oplevede i klasseværelset, på gaden og i fjernsynet, og som hun ikke ville acceptere. Men som 24-årig blev hun selv indhentet af en uretfærdighed, som hun pludselig ikke kunne handle på.

”Jeg fik diagnosen sclerose, et halvt år inden jeg blev valgt ind i Folketinget. Det smadrede mig fuldstændigt. Jeg følte, at mit liv var slut. Jeg kunne ikke blive politiker. Jeg kunne ikke blive mor. Jeg kunne aldrig igen komme til at gå i alle mine åndssvage høje sko. Jeg så faktisk kun begrænsninger,” beretter Rosa Lund og ryster på hovedet, så de røde krøller svirper til begge sider.

Stilhed omkransede sygdommen  

Trodsigt fortsatte hun alligevel sit målrettede politiske arbejde, selvom sclerose hang som en ny og tung udfordring i hverdagen.  

”Jeg oplevede diagnosen som sindssygt frustrerende og uretfærdig. Hvorfor var sclerose inde i min krop? Det skulle bare UD. Men jeg kan jo ikke få den til at forsvinde. Så det jeg kunne gøre, var at tage min medicin og fortsætte med mit arbejde imod de uretfærdigheder i vores samfund, som jeg rent faktisk kunne handle på. Så det drev mig til at fortætte mine politiske ambitioner,” forklarer hun.

Den politiske karriere var også først for alvor ved at gå i gang for den 24-årige indignerede socialist. For kun seks måneder efter diagnosen blev hun valgt til Folketinget som repræsentant for Enhedslisten. Men sygdommen gik ikke i spænd med den nye position, som Rosa Lund trådte ind i.

”Jeg ønskede virkelig ikke at blive kendt som politikeren med sclerose. Jeg ville have, at folk dannede deres indtryk af mig, ud fra de holdninger jeg havde, og de resultater jeg skabte som politiker. Og derfor har det indtil nu kun været min folketingsgruppe, der har vidst, at jeg har en kronisk sygdom,” uddyber hun.

Det kan godt lade sig gøre  

En besked tikker ind på telefonen, og Rosa Lund skimmer den hurtigt. Fem minutter tidligere opremsede hun en kalender, som ville få de fleste i alarmberedskab. Der er ikke ét minut, der står stille i Enhedslisterens hverdag.

”Min sygdom får ikke lov at fylde ret meget i mit arbejdsliv. På både godt og ondt. Man kan ikke se på mig, at jeg har sclerose, for jeg er ikke så hårdt ramt, og det betyder, at jeg selv kan bestemme, hvornår jeg vil tale om og fokusere på det,” erklærer Rosa Lund og uddyber;

”Men det der gør det muligt for mig at have sådan et krævende arbejde, er, at jeg ved, jeg har et sikkerhedsnet i min folketingsgruppe herinde. Hvis jeg en sjælden gang har brug for at holde fri, fordi sclerosen påvirker mig, er det ikke til diskussion. Og så er der min træning. Den prioriterer jeg lige så højt som et vigtigt møde.”

Men det er svært for Rosa Lund at sige fra på trods af sikkerhedsnet og prioriterede træninger.

Livet er slet ikke slut

Hun spejler sig alt for ofte i kollegaer på Christiansborg, der ikke bokser med en kronisk sygdom. Og på de tidspunkter slår trodsigheden ind. 

”Hvis de kan, så kan jeg fanme også!”

Og det kan hun. Men ikke altid. Noget hun øver sig i at acceptere, og som hun nu efter syv år med sclerose vil dele med andre unge, der i en tidlig alder må affinde sig med en kronisk sygdom.

”Jeg vil gerne vise andre, der får en diagnose, når de er unge, at man stadig kan en masse, selvom man har en kronisk sygdom. At livet slet ikke er slut. Men samtidigt at det er okay ikke at kunne præstere konstant. Jeg tror, at den her præstationskultur er et generelt samfundsproblem, men med en sygdom som sclerose bliver det bare endnu mere udfordrende at leve op til.”