“Smak!”.
Der er to slag, der står som milepæle i fortællingen om Pia og Johnnys liv.
Det første var, da Pia i 2015 gled i en vandrutsjebane og slog hovedet. På grund af slaget fik hun foretaget en scanning, der skulle afgøre, om Pia havde fået diskusprolapser af mødet med den glatte rutsjebane. I stedet afslørede billederne, at hun havde sclerose. Det andet slag faldt et år efter det første.
I en lille ferielejlighed i Hirtshals står en besked fra en fremmed mand og blinker på familiens iPad.
“Er det dig, der er sammen med min kone?”.
Nogle timer senere indrømmer Pias mand, Johnny, at han har haft en affære. Pia når ikke at tænke, før hendes hånd finder Johnnys ansigt.
“Smak!”.
Modsætninger mødes
Første gang Pia og Johnny talte sammen, var på en Falck-station i Aarhus. Året var 2003, Johnny arbejdede som ambulanceredder, og Pia var i gang med at skrive om samarbejdet mellem reddere og plejepersonalet på sygehuset som en del af sin uddannelse som sygeplejerske.
Johnny sad i opholdsrummet og zappede rundt på fjernsynet, da Pia trådte ind i rummet.
“Han havde lige skiftet væk fra en håndboldkamp, som jeg gerne ville se, så jeg spurgte: ‘Hvorfor slår du væk fra den?’. Det blev starten på en samtale og lidt smådrillerier”, siger Pia, der sidder sammen med sin mand ved spisebordet i parrets hjem i Hadsten.
Hun tænker lidt.
“Der var bare kemi med det samme”.
Snakken blev ved, indtil Johnny blev kaldt ud på en opgave. De to udvekslede telefonnumre og mødtes tre dage senere på en café, hvor snakken fortsatte.
Johnny smiler.
“Og så tog det ellers fart”, siger han og fortæller, at de flyttede sammen fire måneder senere. Efter det fulgte både børn, villa og ægteskab.
De beskriver hinanden som modsætninger. Pia kom brasende ind i Johnny liv med en helt anden energi, end han ellers var vant til. Friske bemærkninger, masser af larm, rod, snak og bolde i luften.
“Det føltes så forfriskende”, husker Johnny.
“Og så var hun egentlig på mange måder sådan, som jeg ville ønske, at jeg var”.
For Johnny var – og er stadig – helt det modsatte. Jordnær, rolig, stille. Han tænker, før han taler.
“Jeg havde mange bekymringer dengang, om jeg ville køre dig over, fordi du var så stille og virkede lidt kedelig. Men i stedet for gav du mig en tryghed, som jeg havde brug for, og du kunne rumme alt det rod, jeg kom med. Vi var et team”, siger Pia.
Det er ikke, fordi alting er perfekt nu. Vi øver os stadig, og vi arbejder stadig med det. Men vi er et godt sted.
Johnny Wissendorff
Så I komplementerer hinanden godt?
“Ja, det gør vi…” svarer Pia, mens hun trækker lidt på svaret.
“Men også det modsatte egentlig. Vi er nærmest aldrig enige om noget. Vi håndterer ting forskelligt”, siger hun.
“Pia er god til at tale – også om ting, der er fuldstændigt ligegyldige. Jeg har altid været vant til at gå med tingene selv, og jeg har ikke snakket om mine følelser. Hvis jeg havde problemer, måtte jeg selv finde ud af det”, siger Johnny.
Han tilføjer:
“Det er jo ikke så smart. Og det blev især et problem, da Pia fik sclerose”.
Hårdknude
Inden Pia fik konstateret sclerose i 2015, kunne Johnny i frustration udbryde:
“Alle de andre koner kan sagtens klare det her. Hvorfor kan du ikke?”.
Men det kunne Pia altså ikke. Hun var træt, græd meget, havde svært ved at overskue tingene derhjemme med to små børn, og at Johnny på grund af sit job som redder havde meget skiftende arbejdstider. Derfor var det også en lettelse for hende, da hun fik at vide, at der var en årsag til, hvordan hun havde det.
“Det gjorde jo lige pludselig, at jeg kunne forstå, hvorfor jeg ikke kunne det, som alle de andre koner kunne. Jeg var så lettet til at starte med. Men den lettelse blev også erstattet af en vrede over, at jeg havde den sygdom. Og jeg havde svært ved at acceptere de vilkår, jeg nu havde”, siger Pia.
Johnny nikker.
“Jeg syntes ret hurtigt, at Pia blev bekymret, negativ og sur på livet. Hun syntes, det var uretfærdigt, og det var det, hun fokuserede på. Jeg prøvede at trække den modsatte vej og tage ja-hatten på og have en mentalitet om, at vi løser det her, og vi klarer den sgu”, siger Johnny.
Han holder en pause.
“Eller det gjorde jeg i hvert fald udadtil”.
Et halvt år efter at Pia havde fået diagnosen, vågnede hun en morgen, hvor hun ikke kunne mærke sine ben. Attakket faldt sammen med, at Pia og Johnny skulle begynde en større ombygning derhjemme, som Johnny skulle stå for. Køkkenet skulle rives ned. Vægge skulle flyttes. Vinduerne skulle pilles ud. Alt var kaos i derhjemme. Også inden i Johnny.
“Jeg passede mit arbejde, jeg passede to mindre børn, og Pia kunne næsten ikke komme ud af sengen. Jeg kørte på pumperne, og jeg fik ikke snakket med nogen om, hvordan jeg egentlig havde det, fordi jeg havde påtaget mig, at jeg skulle have den ja-hat på. Men jeg tumlede med, at gulvtæppet også var blevet revet væk under mit liv. Alle de drømme og planer, jeg havde for vores liv, var lige pludselig forsvundet. Jeg sagde det ikke til nogen, for det var jo ikke mig, der havde fået en kronisk sygdom. Jeg overkompenserede helt vildt. Så knækkede jeg, og det betød, at jeg blev kort for hovedet. Jeg blev ligeglad. Og jeg tænkte kun på mig selv”, siger Johnny, mens han kigger ned og kører en hånd hen over bordpladen.
Pia nikker.
“Jeg kunne ikke kende dig i den periode. Et godt billede på det er nok, at jeg tilfældigvis havde en tid til kontrol på Scleroseklinikken dagen efter det attak. Johnny skulle køre mig derind, og da vi kom ind til hospitalet, siger han til mig, at han bare lige sætter mig af, fordi han ikke kan finde en parkeringsplads”, siger Pia og fortsætter:
“Jeg kunne ikke gå, og han ville bare sætte mig af. Jeg kravlede nærmest ind til min aftale, og han endte med først at komme lang tid efter. Men han var stemplet helt ud der, og han trak sig bare mere og mere fra mig”.
Tingene var gået i hårdknude. Pia forsøgte at vride omsorg og kærlighed ud af sin mand. I stedet trak han sig endnu mere.
“Johnny kom en dag hjem og fortalte, at han og hans makker på arbejde havde været forbi hjemme hos makkerens kæreste, fordi kæresten var syg. De havde taget noget medicin, slik og hygge med. Og jeg blev bare så ked af det, fordi Johnny ikke tænkte på at gøre det for mig, når jeg var syg eller havde det skidt”, siger Pia.
Lige pludselig blev jeg patient, og han blev pårørende. Det var ikke lige nogle roller, vi havde tænkt, der skulle ind i vores liv. Og hvordan navigerer man lige i det?
Pia Wissendorff
Johnny var ikke længere den mand, hun kendte. Og hun var ikke længere den kvinde, han drømte om fremtiden med.
“Jeg nåede et punkt, hvor jeg tænkte: ‘Det her er ikke hende, jeg fandt sammen med dengang. Alt skulle være normalt, vi skulle begge to have et arbejde, og alt skulle bare køre fuldstændig ligesom for alle mulige andre mennesker. Det var ikke det her, jeg sagde ja til, da vi lærte hinanden at kende. Jeg kan ikke mere. Nu skrider jeg fra det hele'”, siger Johnny.
Men I sidder jo stadig her i dag og er gift med hinanden. Så hvad ændrede sig for dig, Johnny?
“At Pia fandt ud af, at jeg havde en affære”.
En ny virkelighed
Det var efterårsferie, hele familien var stuvet ind i en lille ferielejlighed i Hirtshals, Johnny og børnene var ude for se på omgivelserne. Pia lå på sofaen med familiens iPad i hånden, da en notifikation lyste op på skærmen.
“Er det dig, der er sammen med min kone?”
Beskeden var fra et nummer, hun ikke kendte, så hun tænkte, at det var en fejl.
“Jeg viste beskeden til Johnny, da han kom tilbage med ungerne, og jeg sagde, at han lige blev nødt til at skrive til ham, at det ikke havde noget på sig. Men det ville han ikke rigtig. Og han trak det sådan lidt i langdrag. Jeg tænkte: ‘What the fuck, lad os nu bare lige få lukket den af, så vi kan komme videre'”, siger Pia.
“Men til sidst endte det med, at han måtte erkende, at han jo faktisk havde set den her kvinde. Og da han indrømmede det, reagerede jeg ved at give ham en knytnæve i hovedet”.
Pia kigger lidt over på Johnny. Han nikker og tygger lidt på ordene, inden han samler tråden op.
Vi er blevet stærkere af den modgang, vi har mødt.
Johnny Wissendorff
“Det slag i hovedet blev et wakeupcall for mig. Lige dér slog det mig. Hvad fanden er det, du har gang i? Du er ved at smide hele din familie ud ad vinduet. Tag dig sammen, og kæmp for det her”, siger han.
Pia, hvad tænkte du?
“Min første tanke var, at skilsmisse ikke kommer på tale, for hvis vores ægteskab slutter på grund af utroskab, kan vi ikke samarbejde om børnene. Og bagefter knækkede jeg fuldstændigt sammen”.
Johnny sidder og kigger lidt rundt, mens han lytter til Pia.
“Jeg har stadigvæk virkelig svært ved at tale om det, fordi det er ekstremt skamfuldt for mig, at jeg har gjort det her. Jeg har altid svinet folk til, der var utro. Jeg har syntes, at de var de absolut mindste mennesker i verden. Og lige pludselig var jeg så selv en af dem. Det kommer jeg til at lide under resten af mit liv”, siger han og puster lidt luft ud.
Hvorfor tror du, at du endte med at have den affære?
“Alt i mit liv med Pia var blevet negativt, og jeg havde lukket mig helt inde i mig selv. Jeg følte mig ikke god nok. Og jeg var ikke opmærksom på, hvad det gjorde ved mig at være pårørende. Lige pludselig var der en kvinde, der skrev til mig, at jeg var sød. Det føltes positivt, og mens jeg begyndte at kigge den vej, så lukkede jeg samtidig Pia og ungerne endnu mere ude. Jeg havde gået med alt for mange følelser og tanker alene i for lang tid. Og så gik det bare galt”.
Tavsheden fylder lidt i rummet, og så samler Pia tråden op.
“Det var jo allerede gået galt for os. Inden jeg fik sclerose, var vi ligeværdige i det her forhold. Vi var gift, vi var forældre, vi havde hver vores arbejde, som vi var glade for. Og så lige pludselig blev jeg patient, og han blev pårørende. Det var ikke lige nogle roller, vi havde tænkt, der skulle ind i vores liv. Og hvordan navigerer man lige i det?”, spørger Pia ud i rummet. Hun svarer selv.
“Det havde vi i hvert fald svært ved at finde ud af. Jeg tror da, at din utroskab har reddet vores ægteskab, for vi var på vej i den forkerte retning, allerede inden det skete”.
Hvad nu hvis jeg drømmer igen, og Pias sclerose bliver værre, og drømmene så forsvinder en gang til?
Johnny Wissendorff
Hvordan kom I videre?
“Lige i starten blev vi 100 procent sammen på grund af børnene. Vi var begge to gået for længe siden, hvis de ikke havde været der. Men vi tog det én dag ad gangen. Hvor vi talte og talte og talte. Jeg havde brug for at vide alt, hvad der var sket mellem Johnny og den anden kvinde. Det var en rigtig lang og hård periode, hvor vi virkelig var hele følelsesregisteret igennem”, siger Pia.
Johnny supplerer:
“Ja, og så på et eller andet tidspunkt når man et punkt, hvor man kan sige: Okay, nu har vi talt så meget om det, nu bliver vi også nødt til at komme videre, og vi må få noget glæde tilbage i vores parforhold”, siger han.
“Og det gjorde vi så. Det er ikke, fordi alting er perfekt nu. Vi øver os stadig, og vi arbejder stadig med det. Men vi er et godt sted”, afslutter han.
Vi to sammen
I huset i Hadsten rejser Pia sig op.
“Undskyld, jeg skal lige have noget vand”.
Johnny sidder alene tilbage ved bordet. Han rømmer sig.
Du sagde tidligere, at dine drømme for jeres fremtid forsvandt, da Pia fik sclerose. Hvad drømmer du om i dag?
“Jeg tør stadig ikke have så mange drømme. Jeg er bange for, at det bliver ligesom inden Pias diagnose, hvor jeg havde forestillet mig en masse ting, der så lige pludselig ikke kunne lade sig gøre. Hvad nu, hvis jeg drømmer igen, og Pias sclerose bliver værre, og drømmene så forsvinder en gang til? Men jeg vil gerne drømme, og jeg håber, at jeg kommer til et sted en dag, hvor jeg tør”, siger han.
Pia vender tilbage til bordet og sætter sig ved siden af Johnny, mens han færdiggør den sidste sætning.
“Jeg tror, jeg tør drømme lidt mere. Jeg drømmer, eller håber på, at jeg kan begynde at arbejde en smule igen. Så føles tingene også lidt mere ligeværdige, når vi begge to har oplevet noget i løbet af dagen”, siger hun.
Hun vender sig og kigger mod Johnny.
“Selvom der ikke er så mange drømme lige nu, så er vi to sammen i dem alle sammen, ikke?”.
Han smiler.
“100 procent”.
