“Når jeg hopper på trampolinen, så mærker jeg min krop. Min puls stiger, det er varmt, og mine muskler arbejder. Og når jeg står på det bløde underlag, der giver en smule efter, og festmusikken lyder ud af højtalerne, så er jeg tvunget til at koncentrere mig om at holde balancen. Med tiden har det givet mig en meget bedre balance. Jeg skal nemlig ikke længere holde fast i styret hele tiden, men har balance til at hoppe længere og længere tid selv.
Da jeg lige havde fået sclerose, græd jeg meget, fordi det hele bare gik ned ad bakke, og jeg kunne slet ikke længere det, jeg plejede at kunne. Jeg havde så dårlig balance, at hvis jeg lukkede øjnene, ville jeg vælte. Derfor er det stort for mig, at jeg har genvundet noget af min balance ved at lave Jumping Fitness. Jeg er glad for at have fundet noget, som min fysik kan holde til. Og så går jeg på et særligt sclerose-hold, hvor der er plads til at dumme sig.
Før jeg fik sclerose, plejede jeg at løbe maraton, og der fik jeg en helt særlig følelse, når jeg havde presset mig selv. En lykkerus, vil jeg kalde det. Jeg har aldrig taget kokain, men jeg forestiller mig, at det er lidt den samme følelse. Og det er præcis den lykkerus, der kommer frem i mig igen, når jeg hopper på trampolinen og kan mærke, at min balance bliver stærkere og stærkere. Det gør noget meget vigtigt for mig mentalt.”
