Scleroseforeningen åbner nu for tilmeldingen til to nye online træningshold af ti ugers varighed. Konceptet er online træning, som transmitteres live og undervises af fysioterapeuter fra Sclerosehospitalerne.

Projektleder bag Scleroseforeningens treårige træningsindsats 1000 til træning, Mads Koch, har set frem til at præsentere de to nye træningshold, der henvender sig til personer med sclerose, der er i stand til at træne henholdsvis siddende eller stående/gående.

“Vi har arbejdet målrettet for at skabe et træningstilbud, der kan bruges af rigtig mange mennesker med sclerose, og som tilgodeser forskellige funktionsniveauer. Vi samarbejder med Sclerosehospitalerne, der stiller deres dygtige fysioterapeuter til rådighed som instruktører på de to nye træningshold. Formålet med det hele, er at gøre det lettere og mere tilgængeligt at træne på egen hånd derhjemme, da vi ved, der er stort behov derude for at kunne supplere sin træning,” siger Mads Koch.

Vigtigt fokus på mere selvtræning

Og netop fokus på bedre støtte til selvtræning er en vigtig del af Scleroseforeningens treårige træningsindsats, 1000 til træning.

Omkring hver tredje sclerosepatient oplever, at den nye ordning for vederlagsfri fysioterapi har medført en forringelse af deres behandlingstilbud. Det har en undersøgelse foretaget af Scleroseforeningen 12 måneder efter overgangen til den nye ordning slået fast. Den viser også, at forringelserne ofte fører til forværring i fysiske funktioner og flere smerter blandt mennesker med sclerose. Mere end 9 ud af 10 med sclerose, der modtager vederlagsfri fysioterapi, er blevet anbefalet at selvtræne af deres fysioterapeut, men 37 procent formår ikke at selvtræne efter fysioterapeutens anvisninger.

“De 10 ugers forløb, vi nu udbyder, skal ikke ses som en erstatning for den fysioterapi, man eventuelt har mistet – vi arbejder fortsat for bedre vilkår i den vederlagsfri fysioterapi. Men forløbene er et tilbud om målrettet støtte til træning, der kan være med til at motivere og gøre det lettere at holde fast, og som forhåbentlig kan fungere for rigtig mange mennesker med sclerose på tværs af funktionsniveauer. For nogle vil det betyde, at de kan øge deres træningsmængde, mens det for andre kan være en hjælp til at komme i gang,” siger Nana Folmann Hempler, Forskningschef i Scleroseforeningen.