»Akupunktur, yoga, healing, pulveriserede regnorme. You name it – I’ve tried it!«

Jeg er allerede blevet udstyret med en kop god te og en daddelkugle, som hun laver, mens jeg sætter mig ved det store spisebord i hendes stue. For i Sannes køkken er tingene frisk- og hjemmelavede.

»Jeg er ikke fan af færdigmad og halvfabrikata. Jeg vil gøre meget for at undgå E-numre. Men jeg drikker da en cola i ny og næ, så helt fanatisk er jeg ikke. Men det skal være den med sukker! Lightprodukter holder jeg mig langt væk fra. Jeg står endda som en anden idiot nede i supermarkedet og tjekker varedeklarationen på tyggegummi for at se, om der er kunstige sødemidler i det,« griner hun.

En sur og benægtende kvinde

Hun er 40 år gammel, gift og selvstændig iværksætter. Typen, der instinktivt tænkte: »Det skal gås væk!« da hendes ene ben for en årrække siden begyndte at spjætte, når hende og mandens vandreture blev på mere end fem kilometer.

Men det skulle det ikke. Gang og anden motion hjalp heller ikke på den tilstødende snurren i den ene arm og på det skelende øje, der også kom til. Og på kærlighedens dag den 14. ­februar 2011 kom diagnosen scle­rose så.

Og så blev Sanne til, hvad hun selv kalder »en sur og benægtende kvinde«.

»Lige meget hvad folk sagde, så var min holdning: ’Jeg gider ikke høre på det! Stop med at ævle om al den sygdom, jeg vil ikke handicapificeres!«

Hvordan får man pletter i hjernen væk? 

Men i det skjulte læste Sanne en masse om sclerose, selvom hun ikke ville tale om sygdommen. Tykke bøger og massevis af artikler.

»Jeg havde masser af pletter i hjernen og nogle i rygraden. Og min tankegang var: ’Okay, hvordan får jeg dem væk?’ Jeg har nok en tendens til at se alt i livet som en konkurrence. Hvis nogen siger, at der er noget, jeg ikke kan, så tænker jeg straks, at jeg eddermame skal vise dem. Så jeg havde pletter. Og de skulle væk. For mig var det bare et spørgsmål om hvordan.«

 

Pagten

Hun lagde ud med bunkevis af kosttilskud. Men blev så mere og mere opmærksom på, at det mere var den grundlæggende kost, hun skulle have fokus på. Og så sendte en veninde hende en dag Terry Wahls bog om kost og sclerose.

»Jeg læste den og var vildt begejstret. Jeg tænkte: ’Hey, en læge, der ikke bare siger: ’Flere piller, flere piller!’ Og så lavede jeg en pagt med mig selv. I et år ville jeg lave hjemmelavede smoothies hver dag, spise æg hver dag, få fisk to gange om ugen, sørge for at få masser af peanutbutter, kokosolie, blåbær og citroner og så videre. Jeg ville rydde ud i E-numre og lightprodukter og følge en plan strengt, og så ville jeg MR-scannes efter det år og se, om det havde gjort en forskel.«

Ikke en kur

Da MR-scanningen efter et år viste et supergodt resultat, var Sannes pagt med sig selv blevet til en livsstilsændring.

»Det er ikke en kur, jeg er på længere. Det er simpelthen blevet en vane, det er bare den måde, jeg gør tingene på. Og nu har jeg testet noget nyt. Siden juni sidste år har jeg højst villet drikke alkohol én gang om måneden. Det er hurtigt blevet til, at jeg i løbet af det år, der snart er gået, kun har drukket alkohol en tre-fire gange. Jeg lavede alkoholaftalen med mig selv, fordi jeg læste om MR-scanninger af alkoholikeres hjerne, der viste tegn på myelinskader. Nu vil jeg bede om en ny MR-scanning her i løbet af sommeren og se, hvad den viser.«

At tage styring

Hvad den kommende scanning end viser, er Sanne ikke i tvivl om, at hun fortsætter med sit store fokus på, hvad hun putter i munden.

»Jeg kan mærke, at jeg har det godt, når jeg får en god kost. Men jeg har også prøvet alt muligt andet. Akupunktur, yoga, healing, pulveriserede regnorme. You name it – I’ve tried it. Men det er kosten, jeg bliver ved med at holde fast i. Selvfølgelig kan det også være, at det er min sclerosemedicin, der gør hele forskellen. Jeg tænker bare, at der jo er masser af andre, der også er på medicin, men som får attakker alligevel. Og jeg har ikke haft ét i seks år. Så jeg vælger at tro, at min kost betyder noget. Men måske er det, der betyder allermest, i virkeligheden, at jeg har taget styring og ikke har lagt min skæbne i andres hænder. At jeg har kigget på mig selv og sagt, at den her sygdom skal jeg håndtere.« 

Lotte Skou Hansen

Journalist