De unge har ordet: Hvordan har din forælders sclerose påvirket dig?
De otte unge, som du møder her, er alle vokset op i familier, hvor den ene eller begge forældre er ramt af sclerose. Her sætter de ord på, hvordan det er, når mor eller far har sclerose. De deltog alle i Julie Mobergs forskningsprojekt, som du kan læse om på de foregående sider.

1. Nanna, 21 år gammel. Hendes mor har sclerose og har haft det i 13 år.
Jeg kunne ikke hjælpe min mor på andre måder, da hun var syg, så jeg tænkte, at hvis jeg hjalp mere til derhjemme, så ville det måske blive bedre, og så kunne min mor måske komme hjem fra hospitalet igen.
2. Ulrikke, 21 år gammel. Hendes mor har sclerose og har haft det i 18 år.
Jeg er nok blevet en del hurtigere voksen end mine venner, fordi jeg selv har påtaget mig så meget ansvar.
3. Fie, 27 år gammel. Hendes far har sclerose og har haft det i 13 år.
Det, der var overladt til fantasien, var faktisk værre end reelt at se, at han var ramt af sygdommen.
4. Malene, 23 år gammel. Begge hendes forældre har sclerose, moderen har haft det i 20 år, og faderen har haft det i otte år.
Nu var jeg forholdsvis gammel, da min far fik konstateret sclerose, og der tror jeg også, at man har tanker om, at man ikke ønsker at bekymre sine forældre mere end højst nødvendigt.
5. Kåre, 26 år gammel. Hans mor har sclerose og har haft det i 12 år.
Man værdsætter mere små øjeblikke, for i princippet kan min mor blive ramt så hårdt af sin sclerose i morgen, at hun ikke ved, hvem jeg er. Og det er et faktum, som jeg er nødt til at leve med.
6. Randi, 24 år gammel. Hendes mor har sclerose og har haft det i 12 år.
Jeg var ikke så god til at sige ja til venneaftaler og være sent ude, for jeg ville hellere hjem, så jeg kunne hjælpe min mor.
7. Inger, 24 år gammel. Hendes far har sclerose og har haft det hele Ingers liv.
Ja, jeg har en far, der har sclerose og derfor ikke kan det samme som andre fædre. Men jeg har også en familie, som holder sammen, og hvor jeg aldrig har tvivlet på mine forældres kærlighed til mig.
8. Trine, 21 år gammel. Hendes mor har sclerose og har haft det hele Trines liv.
Jeg er god til at læse mennesker, fordi jeg vidste, at jeg skulle læse hver dag, hvor godt min mor havde det den dag, hvor meget jeg selv skulle være på, og hvor meget jeg kunne tillade mig at være irriterende teenager.