Guds måde at få min opmærksomhed på

Jeg møder 50-årige Christopher Grech foran Parish Church of Mellieha på Malta. Bare taget sin størrelse i betragtning er kirken imponerende, men lige i dag er den særligt bemærkelsesværdig. Det er Skærtorsdag aften, og kirken er udvendigt pyntet med massevis af lys, og indvendigt er alteret fyldt med hvide blomster. Foran myldrer det med Maltas mange katolikker, der inden midnat skal nå at besøge syv forskellige kirker.

Christopher og jeg har talt en smule sammen, inden vi mødes. Jeg ved, at han er troende, så jeg spørger ham, om vi skal gå ind i kirken. Det skal vi ikke.

”Jeg tror på Gud, og jeg tror på Biblen. Men jeg tror ikke på kirken. Lad os i stedet køre hen på en bar,” siger han og åbner fordøren til sin blå Fiat Punto. Det er svært at komme ud af centrum, for der er mange mennesker og mange biler i gaderne.

Mens vi kører, fortæller han, at han bor sammen med sin kone og deres to børn i byen Sweiegi, der ligger i det nordøstlige Malta. Det er omkring 20 minutters kørsel fra, hvor vi mødes. Til daglig arbejder han som økonom, men det er ikke tal, der er hans store passion. Det er at finde ud af, hvad der kan kurere sclerose.

”Visheden jeg ikke ville have”

Vi sætter os ind på en bar, der ligger ned til vandet, og han fortæller, at sclerosesymptomerne stille kom snigende i løbet af et par år. Først begyndte han at gå, som om han var fuld. Senere drillede koncentrationen, fingrene blev følelsesløse og kolde, og hukommelsen begyndte at svigte.

Han vidste godt, at han måtte gå til lægen. Men han fik ondt i maven bare ved tanken.

”Jeg udskød skanningen i lang tid. Flere måneder. Jeg var bange for den – og hvad den skulle vise. Men det var altså sclerose. Det kom som et mini-chok. Men jeg vidste jo godt, det var sandt, for jeg havde alle symptomerne. Jeg ville bare ikke tro på det,” fortæller han om den diagnose, han fik stillet i september sidste år.

Tykke bøger og ny viden

Vi får os en danskvand, og Christopher finder nogle tykke bøger frem fra tasken. Det er alle sammen nogen, der handler om alternativ medicin – urter, planter og teknikker, der skal kunne holde sygdomme fra døren.

Fordi Christopher har primær progressiv sclerose, findes der ikke nogen medicin, der kan bremse sygdommens fremmarch i hans krop. Men det er han også ligeglad med. Han vil slet ikke have medicin. Det er gift, mener han.

”Måske har jeg ikke prøvet nok”

Christopher har fra starten nægtet at få medicin, der kan behandle nogle af de gener, som sygdommen har givet.

”Hvis jeg tager Panodil mod hovedpine, så fjerner det måske hovedpinen, men ikke den stress, der var årsagen til, at jeg fik hovedpine. Kroppen er i en slags trance, og når man tager medicin, kan man ikke engang tænke ordentligt – og slet ikke bede,” fortæller han.

Og det med at bede er vigtigt for ham. Han gør det hver dag. Først til Jesus og dernæst til Gud. Han beder til, at hans problemer bliver løst. Han beder om information og ledetråde, der kan hjælpe ham til at finde den kur, der kan gøre det af med sygdommen.

”Jeg tror, jeg fik sclerose, fordi Gud ville forbindes med mig. Jeg har kontakt med ham, men jeg er ikke kureret, så måske jeg ikke har prøvet nok. Måske jeg ikke helt er der, hvor Gud gerne vil have mig. Men jeg kan mærke hans tilstedeværelse, og jeg er helt sikker på, at jeg nok skal finde en løsning med hjælp fra ham. Hvis jeg er ydmyg, og beder om hjælp, så vil jeg finde de svar, jeg skal bruge,” fortæller han med overbevisning i stemmen.

Krop, sjæl og tro

Han tror på, at der er en direkte sammenhæng mellem krop, sjæl og tro.

”Kuren kan ikke alene være noget jeg spiser, drikker eller skyder ind i kroppen med en nål. Hvis ikke jeg passer på min krop ved at give den det rigtige at spise og drikke, og hvis jeg er negativ eller i sorg, og hvis jeg ikke har Gud med mig i alt, så er der ikke balance. Når der ikke er balance, så kan jeg aldrig kureres,” siger han og fortsætter: ”Det er også derfor, medicin aldrig kan være løsningen på mine problemer.”

Han er ikke imod læger. Han anerkender, at de er vigtige, når der skal stilles en diagnose. Men efter det stopper samarbejdet for ham.

”De ser kun på kroppen. Og kun de dele af kroppen, som ikke fungerer. Jeg kan ikke bruge dem til noget mere. Lægerne har forsøgt at finde kuren i årevis, men det er jo ikke lykkes endnu. Og det er, fordi de kun ser på noget isoleret.”

Derfor bruger Christopher al sin fritid på at læse bøger og nærlæse internettet for alt, der har med alternativ medicin at gøre.

Urter, planter og et stykke jord

Da vi har drukket vores danskvand færdig, kører vi en tur langs kysten fra Mellieha til byen Cirkewwa. Undervejs fortæller han, at han sammen med sin bror har købt et stykke jord, der ligger på en skråning kort fra, hvor han bor.

Det er planen, at de skal dyrke urter og planter, som måske kan være med til at kurere sygdommen. Han vil gerne i gang hurtigst muligt.

”Der er ingen her på Malta, der forsker i alternativ medicin. Der findes ikke engang butikker, der sælger urter. Alt, hvad jeg prøver – og jeg prøver allerede nu rigtigt mange forskellige planter og urter - bestiller jeg hjem fra internettet. Ofte fra USA. Jeg er ikke i en situation, hvor jeg kan tillade mig at sige nej til noget som helst, og tænk, hvis det virkede. Det ville være helt fantastisk, hvis jeg sammen med Gud kunne finde kuren,” fortæller han, mens vi gør et kort stop for enden af en bakke.

Der er udsigt over hele Mellieha Bay, og selvom det er mørkt, er det et smukt sted, når lysene fra landsbyen på den anden side af bugten spejles i vandet foran os.

Alting har en årsag

Christopher sætter sin lid til Gud. Han er overbevist om, at Gud har en finger med i alting. Der er intet, der sker tilfældigt.

”Alting har et formål. Selv en sygdom, der for de fleste ser ud til at være noget skidt. Det behøver det ikke være. For mig har det givet mig et skub ud i den alternative verden, og det har grundlæggende ændret mit syn på verden. Jeg er blevet mere ydmyg, jeg føler mere empati, jeg har lært mine fysiske begrænsninger at kende, og jeg har i den grad lært ikke at tage livet så tungt,” fortæller han, inden han sætter mig af foran den kirke, vi mødtes ved for tre timer siden.