Sundhedsudvalget afkræver svar om Sativex og kørekort
Behandling med antispasticitetsmidlet Sativex betyder ikke nødvendigvis, at man bliver dårligere til at køre bil. Nogle gange ligefrem tværtimod.
Sådan lød konklusionen af et studie, der blev offentliggjort i efteråret.
Det har nu fået Sundhedsudvalget på vegne af Liselott Blixt (DF) til at spørge sundhedsminister Nick Hækkerup (S) om følgende:
”Et nyt studie, der bl.a. er offentliggjort i Acta Neurologica Scandinavia, viser at behandling af MS patienter med Sativex ikke har negativ indvirkning på evnen til at køre bil. Kan ministeren oplyse, om dette studie får ministeren og Sundhedsstyrelsen til at overveje ændringer af forbuddet mod bilkørsel, når en borger med sclerose tager lægemidlet Sativex?”
Sundhedsstyrelsen skal revurdere
Som vi tidligere har skrevet om, har Sundhedsstyrelsen valgt en nultolerancetilgang, når det gælder indtagelse af lægemidler, der indeholder THC i forhold til bilkørsel. THC er et af de aktive stoffer i Cannabis. Derfor er både Sativex og også Marinol, som flere sclerosepatienter bruger mod smerter, omfattet af nultolerancen.
Men på baggrund af sundhedsudvalgets spørgsmål, har sundhedsministeren nu bedt Sundhedsstyrelsen kigge på sagen igen. Han regner med at kunne give sundhedsudvalget et svar på deres spørgsmål midt i marts.
Se spørgsmålet og sundhedsministerens midlertidige svar her