Tak til alle jer, der samlede ind
I dag har Gigtforeningen og Scleroseforeningen samlet ind til forskning i gigt og sclerose ved en husstandsindsamling i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Knap 2.500 frivillige indsamlere og indsamlingskoordinatorer er gået forrest i kampen mod gigt og sclerose.

"Stor tak til alle de mange frivillige, der gik på gaden i dag for forskning i gigt og sclerose. Det er en uvurderlig hjælp, alle har ydet. Der er så mange stærke, livsbekræftende historier bag alle indsamlerne og koordinatorerne, der har knoklet i ugevis. Overalt er der blevet taget utroligt positivt imod os," siger direktør i Scleroseforeningen Klaus Høm efter dagens indsamling.
Brug for forskning
Det er andet år, at de to patientorganisationer er gået sammen for at sætte fokus på behovet for forskning i de to ofte uhelbredelige sygdomme, og knap 2.5000 frivillige indsamlere og koordinatorer har støttet kampen mod gigt og sclerose.
”Forskning er afgørende for, at vi kan sikre de mange med gigt og sclerose et bedre liv. Vi er meget taknemmelige for, at mange har valgt at støtte forskningen i gigt og sclerose. Både de mange frivillige, der har været koordinatorer og indsamlere i dag, og de mange tusinde borgere, der har givet et bidrag til kampen mod gigt og sclerose”, siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.
Sæt kryds i 2018 allerede nu
Også Klaus Høm glæder sig:
”Der er så mange spørgsmål om sclerose og gigt, som vi ikke kender svaret på i dag. Pengene fra indsamlingen gør det muligt at sætte ny, livsvigtig forskning i gang. De seneste årtier har sat nye standarder for behandlingen af sygdommene, og det har markant forbedret tilværelsen for rigtig mange. Men vi har endnu ikke knækket koden og fundet en kur, der kan helbrede gigt og sclerose. Derfor er der stadig brug for forskning”.
Resultatet fra indsamlingen er ikke klar. Der tælles stadig, og resultatet offentliggøres snarest muligt.
Det er stadig muligt at støtte indsamlingen til forskning i gigt og sclerose. Du kan stadig nå at støtte. Klik her og se muligheder for at støtte.