Gå til hovedindhold
TemaDe frivillige stjernerSe hele temaet

En frivillig stjerne: Mohamad samler ind gennem gaming

17. september 2019
Kort fortalt

Gameren Mohamad Bdair har på kun én weekend samlet over 54.000 kroner ind i kampen for en verden uden sclerose og sin kæreste Camilla, der har sclerose. Han har samlet pengene ind gennem livestreaming. Det betyder, at folk kan sidde derhjemme og følge både Mudi og computerskærmen, når han spiller computer. 

Mohamad Bdair

Mohamad bliver kastet ud af flyvemaskinen. I et hold på fire skal de finde biler og våben og skyde de andre for at være det sidste hold tilbage og vinde omgangen.

Under navnet ’mud0w’ livestreamer 27-årige Mohamad Bdair, at han spiller computerspillet PUBG (Playerunknown’s Battlegrounds). Streaming betyder, at Mohamad filmer sig selv, imens folk sidder derhjemme og følger både ham og computerskærmen direkte. Så han besluttede at hjælpe, hvor hans stemme virkelig bliver hørt.

“Jeg bruger live streaming til at lære fra mig til andre spillere, sprede glæde og møde nye mennesker.”

Mohamad har dyrket e-sport professionelt i toppen af den danske såvel som den internationale scene, men spiller lige nu på hobbyplan.

Rollemodel 


Alt fra gymnasieelever til revisorer og militærfolk i alderen 18 til 60 år følger Mohamads livestream. Det er meget vigtigt for Mohamad, at alle føler sig velkomne. 

”Jeg går altid efter at give folk en god dag og skabe god stemning. Ved dårlig tone eller opførsel bliver man bortvist. Derudover prøver jeg at fortælle, hvor vigtigt det er at hjælpe, der hvor man har mulighed for det.”

Chatter med hinanden 


Når Mohamad livestreamer er det muligt at chatte med hinanden og stille Mohamad spørgsmål, som han svarer direkte på gennem sin studiemikrofon. Her er der både plads til sjov, snakke om hverdagen, men også om tunge emner som mobning og depression. Mohamad arbejder som sundhedsfaglig på et specialcenter, så det med at hjælpe andre ligger slet ikke langt fra hans normale hverdag.

”Ved livestreaming betyder personen bag skærmen meget, og det kan godt være et stort ansvar. Folk ser op til mig og har store spørgsmål til livet og dets udfordringer. Men det er det hele værd, når man ved, at man har hjulpet andre. Jeg får også selv meget tilbage. Jeg lærer at se tingene fra andre vinkler og får hjælp til mine egne problemer.”

Gamere kan også gøre en forskel. Det handler om at se mulighederne og finde sin platform, hvorfra man kan hjælpe. Hvis man har overskuddet. Derfor er jeg utrolig stolt over beløbet og mine følgere, som virkelig har lyttet til mine budskaber om næstekærlighed

Mohamad Bdair

Livestreaming er også, hvor Mohamad mødte sin kæreste Camilla Søs. Camilla har haft sclerose siden 2016 og bruger livestreamen, når sclerose gør det svært for hende at være en del af det virkelige liv.

“Sclerosen er gået meget udover min fysik. Jeg plejede at være meget aktiv og red meget. Da jeg fik sclerose blev jeg bundet til at være meget derhjemme. Så jeg måtte finde en anden måde at snakke med mennesker på og få et afbræk fra sygdommen.”

Fra den virtuelle til den virkelige verden  


Efter at have snakket gennem spillet mødtes Mohamad og Camilla på en date og har i dag været kærester i halvandet år.

”Det var helt tilfældigt, at jeg faldt over Mohamads livestream. Vi begyndte at snakke mere og mere sammen også uden for livestreamen. Vi passer bare godt sammen og deler mange af de samme værdier og interesser.”

Mødte stor opbakning


Som Camilla begyndte at spille en større rolle i Mohamads liv, begyndte hun også at fylde mere i livestreamingen, hvor hun tit er med. Så Mohamad fik ideen til at samle penge ind til og samtidig fortælle om sclerose.

“Det var vigtigt for os at udbrede viden om sclerose. Jeg fortalte mine følgere om indsamlingen og lavede reklame for den op til. Der var endda folk, som tog fri fra arbejde for at følge med. Flere ville gerne vide mere og spurgte oprigtig ind til sygdommen. Det viste sig også, at flere af mine følgere kendte nogle med eller selv havde sclerose.”

Indsamlingen


Indsamlingen fandt sted henover en weekend, hvor folk kunne støtte. Mohamad havde også arrangereret konkurrencer, hvor folk kunne donere penge for at vinde blandt andet hørertelefoner. Mohamad og Camilla viste også korte film om sclerose, fortalte om deres eget liv tæt på og med sclerose og svarede på spørgsmål.

”At jeg har sclerose er normalt ikke det første, jeg fortæller til folk. Så det var meget grænseoverskridende at skulle sidde og fortælle om det. Men også en øjenåbner, at folk tog så godt imod det. Der var ingen, som så skævt til os. Det var meget befriende ikke at skulle lægge skjul på sig selv.”

Dobbelt gevinst


Generelt har indsamlingen har været meget givende både med det flotte støttebeløb, men også personligt for Mohamad og Camilla.

“Det har været rigtig rart at dele, at Camilla har sclerose. Jeg har tit følt, at jeg måtte have en facade på og være glad hele tiden. Nu forstår mine følgere det bedre, hvis jeg siger, at det har været en hård dag. Ikke at sclerosen fylder meget i min streaming, men der er plads til det.” 

E-sports ambassadør  


Mohamad er for sin indsats blevet udnævnt til e-sportsambassadør for Scleroseforeningen. Mohamad gentager succesen. Blandt andet når han samler ind for en verden uden sclerose til Danmarks største computerspilsarrangement NPF (Netparty Fyn) den 11-13 oktober i Fredericia med plads til hele 5000 gamere og et program fuld af sjove aktiviteter.

 

Mohamad og hans kæreste Camilla

Livestreaming

Livestreaming betyder, at folk filmer sig selv spille for eksempel et computerspil. Imens kan folk sidde derhjemme og følge både personen og computerskærmen direkte. Dialog spiller en stor rolle, og det er ofte muligt for seerne både at chatte med hinanden og personen, som har livestreamen.

Der er ingen kommentar endnu