Fjerde vaccinestik på vej til særligt sårbare grupper
Sundhedsmyndighederne vil tilbyde fjerde vaccinestik til særligt sårbare grupper. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i går. Scleroseforeningen bakker op om beslutningen om at rulle fjerde stik ud til de samme, der fik tilbudt tredje stik tidligt i efteråret, heriblandt flere grupper af sclerosepatienter.

På et tidspunkt, hvor næsten 55 procent af danskerne indtil videre har modtaget det tredje vaccinestik, er udrulningen af det næste boosterstik altså allerede på trapperne.
I slutningen af denne uge og starten af næste uge vil særligt sårbare grupper modtage tilbud om at blive vaccineret igen, forklarede Søren Brostrøm, der er direktør for Sundhedsstyrelsen.
"Det er en fokuseret gruppe af dem, der er i allermest risiko. Det er kræftpatienter, patienter i immunterapi og personer med immunsygdom"
"De fik også tilbudt tredje stik som nogle af de første meget tidligt i efteråret," sagde Brostrøm på pressemødet.
Scleroseforeningen bakker op om beslutningen om at rulle fjerde stik ud til de samme, der fik tilbudt tredje stik tidligt i efteråret. Blandt sclerosepatienter drejede det sig om personer i behandling med Ocrevus, Rituximab, Lemtrada (givet i år), Gilenya, Mayzent samt stamcelletransplantation.
”Vi har en klar forventning om, at sclerosepatienter i disse behandlinger er blandt de grupper, der meget snart vil blive tilbudt fjerde stik. Det vil være af stor værdi, fordi mange af disse patienter fortsat må isolere sig, da deres vaccinedækning efter tredje stik ikke er god nok," siger forskningschef i Scleroseforeningen Lasse Skovgaard.
Myndighederne overvejer desuden at tilbyde det fjerde stik til plejehjemsbeboere og de allerældste i samfundet, men det er endnu ikke besluttet.
Så du ikke pressemødet, kan du se det her.