Gå en tur med Scleroseforeningen
YOU RUN er et velgørenhedsløb, hvor du går eller løber for en sag, der står dig nær. I år skal tæt på 50 deltagere gå eller løbe en tur til fordel for forskning i sclerose. Deltagerne vælger selv, om de vil gå eller løbe fem kilometer, udfordre sig selv med en løbetur på 10 kilometer eller måske endda med en halvmaraton. Fælles for alle deltagere er, at de samler penge ind til forskning i sclerose. I år finder YOU RUN sted den 29. april, og startskuddet lyder som altid ved Den sorte Diamant i hjertet af København.
Har du lyst til at gå en fantastisk smuk tur omkring Københavns Inderhavn med start og slut ved Den Sorte Diamant? Og kunne du tænke dig at samle penge ind til forskning i sclerose i samme ombæring? Så skynd dig at melde dig til YOU RUN søndag den 29. april. Når startskuddet lyder til YOU RUN 2018, kan du nemlig for første gang vælge en gåtur i stedet for at løbe.
Det eneste, du skal gøre, er at melde dig til løbet via linket herunder. Her kommer du samtidig automatisk i gang med din helt egen indsamling, så du nemt kan opfordre dine venner, kolleger og andre i dit netværk til at støtte din deltagelse. Alle indsamlede midler går som altid til forskning i sclerose, så skynd dig at melde dig til. Inviter gerne et par venner eller familien med, så vi sammen kan tage et stort skridt i den rigtige retning, Hvert eneste skridt tæller nemlig i vores fælles indsats for en verden uden sclerose.
Samler familie og venner
En af dem, der skal med på gåturen, er 54-årige Jane Elberg, som selv har sclerose. Hun er ikke tryg ved at løbe på egen hånd, da sclerosen gør det vanskeligt for hende at orientere sig undervejs på en løbetur i højt tempo. Til gengæld elsker hun gode, lange gåture og er i god form. Og hendes deltagelse i YOU RUN 2018 har inspireret både venner og familie til at melde sig til.

”Jeg synes, det er fantastisk med en gårute på YOU RUN, og jeg glæder mig, til vi skal afsted. Vi er tre, der går, og fire, der løber, og så samles vi alle sammen bagefter og hygger os og spiser lidt god mad. For mig er det en god og vigtig anledning til at gøre opmærksom på, at man stadig kan noget, selvom man har sclerose. Vi skal hygge os i hinandens selskab og have en dejlig dag på trods af sclerosen”, fortæller Jane om baggrunden for sin deltagelse i YOU RUNs helt nye WALK.
Har du lyst til at gå eller løbe med på YOU RUN ligesom Jane og hendes familie og venner?