Gå til hovedindhold

"Jeg glemmer nok mig selv nogle gange"

10. februar 2022
Kort fortalt

Rune Memborg på 40 bor i Aalborg. Hans hustru, Louise, har haft sclerose i 12 år. Selvom sclerose ikke fylder hele tiden hos Rune, så bekymrer han sig om, hvordan det går hjemme hos Louise og børnene, når han ikke er hjemme.

Det, der har hjulpet mig mest er…

at vi taler om det hele. Jeg tager med til samtaler på sygehuset, og Louise deler sine tanker. Samtidigt hænger vi os ikke i, hvad vi ikke kan, men tager de små sejrer, som vi får. Det lyder meget nemt, men det har krævet en masse arbejde.

Mit åndehul er…

mit arbejde, hvor jeg ikke bekymrer mig om sclerose, men bare kan gøre, hvad jeg er god til. Derudover har jeg også mine cykelture til og fra arbejde – og så køkkenet. Jeg hygger mig med at lave mad, og tager tiden til det. Louise og jeg bruger meget tid sammen, når jeg har fri, men nogle gange er det bare mig alene i køkkenet.

Jeg ved, jeg gør noget godt for mig selv, når…

jeg laver ikke så meget selv, det er altid med familien. Nogle gange lukker jeg mig inde, når jeg kommer hjem fra arbejde, så skal jeg lige have bearbejdet nogle ting. Men jeg tænker meget i os som familie, og glemmer nok mig selv nogle gange.

Sclerose gør mig ked af det, fordi…

Louise ikke altid har overskud og er træt. Vi griber sclerose anderledes an og ser på, hvad vi har i stedet. F.eks. har børnene glædet sig over, at Louise er mere hjemme, end hun ellers ville have været, og jeg har fået mulighed for at bruge ekstra tid på min karriere. Jeg tænker mest over, at Louise har sclerose, når jeg ikke er hjemme, så tager jeg bekymringen om, hvordan det går derhjemme, med mig.

Mit bedste råd til andre er…

at nå en erkendelse af hvad det er for en sygdom, man står overfor, og hvad den betyder. Samtidigt nytter det heller ikke noget, at jeg som pårørende mugger over, at der er noget, Louise ikke kan den dag. Der skal jeg som pårørende komme mig over den skuffelse og vrede.

Der er ingen kommentar endnu