Jeg elsker gåture. Gåture på sommeraftener efter aftensmaden, inden vi går til ro. Gåture med veninder, hvor vi får vendt verdenssituationen på en mere afslappet måde, end bænket over for hinanden på en restaurant. Gåture på tomandshånd med mine børn, hvor de får åbnet op om ting, de aldrig ville have nævnt under det daglige “forhør” ved middagsbordet. Gåture på første date (dengang jeg var single), hvor man mindsker risikoen for pinlige øjeblikke i biografens mørke, såsom om der skal holdes i hånd eller ej.
Gåture er for mig dog ubevidst blevet forbundet med at springe over, hvor gærdet er lavest. I hvert fald i træningsregi, når jeg springer “den rigtige træning” over og “nøjes” med en gåtur. Og det er ikke fordi, det er vedtaget i træningsloven (hvis en sådan fandtes), at gåture ligger lavest i motions-hierarkiet. Men det er sådan, min dårlige samvittighed rangerer gåture i forhold til mere udfordrende træning. Men jeg har fundet ud af, at jeg ikke er enig med min dårlige samvittighed, og nu vil jeg fortælle hvorfor.
Meditativ tilstand på stierne
Det kan godt være, jeg for ikke længe siden fik øjnene op for, hvad vedvarende og udfordrende træning kan gøre for min sclerose. Det har jeg skrevet en klumme om her. Men uanset, hvor glad jeg ellers er blevet for at løfte vægte og løbe ture, vil gåturen altid have en særlig plads i mit hjerte.
En gåtur kan være en tur, hvor jeg har et mål om at skulle ordne forskellige ærinder undervejs. Men jeg holder allermest af gåturen uden formål. Rask gang i naturen – i mit tilfælde oftest i Fælledparken eller ved Søerne i København – hvor jeg nærmer mig meditativ tilstand med musik i ørerne. Nogle ville nok foretrække at lytte til bladenes raslen i vinden og fuglekvidder, men eftersom jeg bor i byen, bliver lytteoplevelsen aldrig 100 procent naturagtig. Derfor foretrækker jeg at have noget i ørerne. Det giver mig mere ro end skrigende børn på legepladserne, den evindelige kaffeslabberas på stierne, hylende sirener og prustende løbere.
Hvad jeg ikke havde regnet med var, hvor meget mere energi det gav mig med alle de ekstra kilometer i benene! Min fatigue og kognitive træthed lettede betydeligt, og det gav mig blod på tanden.
Gåtur er lig med status over sclerosekrop
På gåturen arbejder mine ben. Helt selv og næsten uden, jeg tænker over det. De går og går og går. Skridt efter skridt. Og når jeg går ofte og går langt, begynder min hjerne at stole på, at nej, sclerosen har ikke påvirket mine ben. Man kan sige, at jeg på gåturen ubevidst gør status over min gangfunktion.
Jo mere, jeg bevæger mig, jo mere vil min hjerne blive overbevist om ved den kropslige gentagelse, at min krop er stærk og godt kan. I modsætning til, hvis jeg fra sofaen prøver at overbevise min hjerne om, at sclerosen ikke har påvirket min krops bevægefrihed. Det fungerer aldrig. Min hjerne har brug for at mærke det i bevægelse ude på stierne. Ved at gå. Handling taler højere end ord (eller ‘tanker’ i mit tilfælde). I bevægelsen falder mine bekymringstanker til ro, og på gåturen genvinder jeg noget af det kropsselvværd, sclerosen har taget fra mig.
På gåturen kommer jeg udenfor og er blandt andre mennesker. Uden at jeg skal bruge energi på at konversere. Jeg lader vind og vejr ruske mig igennem, give mig røde kinder og trætte ben på den gode måde, så jeg, når jeg kommer hjem, med god samvittighed kan krølle mig sammen i sofahjørnet med min yndlingsserie på Netflix. Det er den bedste følelse.
Jeg ved godt, jeg er privilegeret, men det er sjældent, jeg ikke kan overskue at gå en tur. Styrketræning og løbeture er jeg lidt oftere nødt til at tage op til revision, når jeg føler mig almindeligt syg eller “sclerosesløj” og ikke har en følelse af, at det vil være sundt at presse min krop til det yderste lige dén dag. En gåtur er en blid form for motion og altid så meget bedre end ikke at gøre noget.
Jo mere, jeg bevæger mig, jo mere vil min hjerne blive overbevist om ved den kropslige gentagelse, at min krop er stærk og godt kan.
Gåturene er kilde til ny energi
Gåturene er også skyld i, at jeg for alvor har skruet op for min træningsindsats. Hvordan hænger det sammen?
Jeg tænkte, at det ville blive udfordrende, men også dejligt at være “tvunget” til at gå en masse. Og begge dele holdt stik. Hvad jeg ikke havde regnet med var, hvor meget mere energi det gav mig med alle de ekstra kilometer i benene! Min fatigue og kognitive træthed lettede betydeligt, og det gav mig blod på tanden. For hvis ekstra gåture kunne have så stor en betydning, hvordan ville min “scleroseform” så ikke kunne se ud, hvis jeg også skruede op for styrke- og konditionstræningen?
Min scleroseform er blevet betydeligt bedre siden. Og ligeså er tilliden til min sclerosekrop. Min krop har vist sig at kunne klare langt mere, end jeg havde troet, den kunne med sclerose. Den er ikke skrøbelig og svag, fordi jeg har sclerose. Den har et stort potentiale til at få det bedre og blive stærkere. Og alt det gik op for mig på grund af “en sølle” gåtur.
