Kan yoga være terapi?

Fra sin klinik på Frederiksberg har psykolog Zarah Vedel Høst dagligt samtaler med mennesker, der lever som pårørende til et menneske med kronisk sygdom. Men nogle gange skal der noget andet til end samtaleterapi. Derfor har Zarah udbygget sit repertoire med en uddannelse i traumeorienteret yoga. Den særlige yogaform kan hjælpe pårørende med at bearbejde de kropslige traumer, der kan følge med, når man i en periode eller i mange år har levet i alarmberedskab. Sammen forsøger hun og hendes klienter at vænne kroppen til igen at lytte til de signaler, der er blevet ignoreret for længe, med det mål at finde balancen mellem ‘pårørende’ og ‘bare mig’.

Hvad er traumeorienteret yoga?

“Traumeorienteret yoga er en kropsterapeutisk yogaform, som kan være med til at behandle tilstande som angst, stress, depression og traumer. Det er rammesat inden for yogaens former, men foregår i praksis mere som en slags meditation, hvor du bliver guidet igennem en række bevægelser, som gentages fra gang til gang, mens der løbende bygges ovenpå. Den form for traumeorienteret yoga, jeg er uddannet inden for, er udviklet på baggrund af en masse forskning, som er lavet af den anerkendte forsker og psykiater Bessel van der Kolk på et amerikansk veterancenter, og er sidenhen videreudviklet til andre grupper af mennesker med traumer. Forskning har nemlig vist, at traumer lagrer sig i kroppen helt fysisk. Man kan altså se fysiologiske forandringer hos mennesker, der lever med traumer, og her kan den traumeorienterede yoga være med til at bearbejde traumerne ved at bevæge nogle af de områder af kroppen, der typisk er påvirkede.”

Hvordan adskiller denne form for yoga sig fra andre former for yoga?

“Den adskiller sig først og fremmest ved at være en kropsterapeutisk behandlingsform mere end en egentlig motionsform. I Vesten er der mange, der dyrker yoga for at blive stærkere eller mere smidige – og hvis man ikke er fleksibel nok, er målet at blive det. Det er heller ikke ualmindeligt, at yogainstruktøren for eksempel hjælper din krop ud i stillingen. Det er stik modsat det, man gør i den traumeorienterede yoga. Behandleren rører for eksempel ikke ved den enkelte eller retter bevægelserne, for det handler om, at man med lukkede øjne skal sanse indad og mærke kroppens behov i hver bevægelse. I bund og grund skal man gennem yogaen lære igen at lytte til kroppens signaler og rette sig efter dem, så kroppen genvinder tilliden til, at vi rent faktisk lytter til den.”

Hvordan kan yoga være terapeutisk, og hvorfor kan man lave nogle bevægelser med sin krop, som gør, at man får det bedre i sit hoved?

“For at kunne svare på det skal man forstå, hvad et traume er. Vi tænker nok mest på traumer som noget psykisk, men traumer har et meget kropsligt udtryk. De fleste mennesker med et traume har svært ved en række ting. De kan have svært ved at mærke egen krop og derfor svært ved at vide, hvad den egentlig har behov for. Eller de kan opleve, at kroppen larmer så meget, at det slet ikke er til at holde ud at være i kontakt med den. Det er problematisk, når vi ikke ved, hvad kroppen vil, for langt hen ad vejen er det den, der skal fortælle os, hvad vi har brug for for at få det bedre. Her kan kropsterapierne hjælpe på en anden måde, end samtaleterapi kan. Vi kan gå ind at skabe nogle ændringer, hvor vi mærker forandringerne direkte i kroppen, frem for at vi skal tænke os til nogle løsninger. Og det er især meningsfuldt i forbindelse med at være pårørende til en, der er i et langt kronisk sygdomsforløb, hvor der ikke er en løsning, og hvor vi ser ind i en fremtid, der vil blive ved med at involvere sygdommen.”

Traumer ligger i kroppen og tapper på energibatteriet hele tiden

Zarah Vedel Høst

Hvordan kan det helt konkret se ud?

“Det kan for eksempel være, at vi i en session arbejder med at lave en form for twist, som jo er sådan en klassisk siddende yogastilling, hvor underkroppen ’sidder fast’, mens man drejer overkroppen og dermed laver et vrid i rygsøjlen. Hvis man har et nervesystem, hvori der bor et traume, vil man på et tidspunkt rent fysisk mærke, at der er noget, der strammer og begynder at blive lidt ubehageligt. Tit kan man være tilbøjelig til at overhøre den her lille smerte eller stramhed og tvinge bevægelsen igennem, som man også gør med ting i livet. Men vi skal lære at lytte efter de her små traumeresponser og rent faktisk stoppe, når kroppen fortæller det. Som pårørende er det vigtigt at opleve, at verden ikke gik under, fordi man var omsorgsfuld over for sig selv, og man lyttede til sin krops grænse. Og det tror jeg, at der er virkelig mange, der kan oversætte en til en til deres virkelighed. Derfor er formålet med den her yogaform, at den skal være et øverum for, hvordan man helt lavpraktisk kan passe bedre på sig selv – også i situationer, der er meget mere komplekse.”

Hvornår bliver det traumatisk at være pårørende?

“Det, at ens nære får en diagnose, kan i sig selv være traumatisk. Særligt hvis det føles, som om det kom ud af det blå. Hvis det er en sygdom, man ikke har haft kendskab til tidligere, og som ikke allerede er kendt i familien, kan det være meget overvældende for alle parter. Det kan især have stor betydning for en partner, en forælder eller et barn, fordi de er så tæt på personen, der er blevet syg. Der er en stor grad af uvished forbundet med sclerose, og den uvished kan også sætte sig som traumer, hvis man ikke bearbejder den. Derudover kan der selvfølgelig også være konkrete ubehagelige oplevelser i forbindelse med sygdommen, som er svære og kan sætte sig i kroppen. Det er hårdt at være vidne til, at en, man elsker, får en alvorlig sygdom, og at der måske sker store forandringer med vedkommende.”

Hvad er det for nogle udfordringer, pårørende kan stå over for?

“Det kan være, at man kommer hjem fra arbejde, og ens partner med sclerose har været hjemme og ventet på en hele dagen. Så er man selvfølgelig et vigtigt indslag i den andens dag, som personen har glædet sig til. Og her er det okay nogle gange at sige: ‘Jeg har også glædet mig til at se dig, og jeg vil rigtig gerne tale med dig, jeg skal bare lige ligge en halv time først. Og så kommer jeg. Så er jeg klar’. Det handler om at kunne mærke sin egen berettigelse i sit eget liv, fordi man tit som pårørende kommer til at operere ud fra et ‘lidelseshierarki’, hvor der er nogen, det er mere synd for end andre. Det kan betyde, at ens egne behov bliver sat i baggrunden, fordi man tænker, at ‘det ikke er mig, det er mest synd for, det er ikke mig, der er syg’. Det er en rigtig god måde at håndtere kriser på i en periode, for eksempel hvor ens pårørende lige har fået en diagnose, og livet ændrer sig meget, men hvis vi bliver ved med at være i livet på den måde, er det ikke holdbart.”

Hvilke signaler skal man reagere på at opleve som pårørende?

“Nogle af de fysiske stresssymptomer, der kan pege på mistrivsel, kan være, hvordan man sover. Det kan både være, at man sover for meget, eller at man har svært ved at sove. Det kan også være, at man er meget træt, føler sig desorienteret nogle gange, eller at man kan have svært ved at koncentrere sig om ting, man tidligere kunne koncentrere sig om. For nogle er det sådan, at de næsten ikke engang kan huske, hvad de godt kan lide at lave. Hvis man forestiller sig, at man lige pludselig fik en dag foræret og ikke anede, hvad man skulle stille op med den, så er det jo et tegn på, at man er meget belastet. Det kan også være, at man har trukket sig fra mange af sine sociale relationer, fordi man måske har mistet troen på, at der egentlig er nogen, der kan forstå, hvordan man har det. Hvis man oplever nogle af de ting, kan man have rigtig stor gavn af at tjekke ind med kroppen, ligesom samtaleterapi selvfølgelig også kan være gavnligt.”

Som pårørende er det vigtigt at opleve, at verden ikke gik under, fordi man var omsorgsfuld over for sig selv, og man lyttede til sin krops grænse

Zarah Vedel Høst

Bør man overveje, om man er et sted i sit liv, hvor der er overskud til at åbne op for alle de følelser?

“I lige præcis den traumeorienterede yoga kan man involvere sig så meget, som man nu engang kan overskue. Det er en behandlingsform, som er beregnet til, at man ikke skal overstrømmes og overvældes. Mange andre traumebehandlingsformer går ud på at være i meget direkte kontakt med et traume, men i den traumeorienterede yoga bevæger man sig hele tiden lige i kanten af traumet og stikker langsomt en storetå i vandet for så at trække den op igen. Man vil sagtens kunne gå ind et forløb, selvom man for eksempel lige har fået et nyt arbejde eller andet, der kræver ekstra energi. Selvfølgelig er det fint at mærke efter, om man føler sig klar til at gå ind i sit traume, men det er vigtigt for mig at understrege, at traumer ikke forsvinder af sig selv, hvis man ikke behandler dem. De ligger i kroppen og tapper på energibatteriet hele tiden. Det er lidt ligesom, når vi ikke får lukket programmer på computeren ned, og de så ligger i baggrunden og bruger af batteriet.”