“Karate giver mig en helt særlig forståelse af mig selv. Det er den første fysiske aktivitet, jeg dyrker, efter at jeg blev syg, og det giver mig en følelse af kontrol, at jeg kan.
Der foregår meget i mit hoved, når jeg dyrker karate. Alle steder på min krop skal arbejde sammen, når jeg udfører trin og serier. Musklerne strækkes og bøjes, og jeg skal have styr på min balance. Hvis man laver øvelserne rigtigt og har en gi på, som karatedragten hedder, og virkelig får kraft bag bevægelserne, så giver stoffet i dragten sådan et helt karakteristisk svusj. Når jeg hører den lyd, så giver det mig en helhedsfølelse.
Min udånding og mine bevægelser er helt synkrone, og der føler jeg mig stærk. I det øjeblik opdager jeg, at jeg kan meget mere, end jeg tror. Jeg har genfundet selvtilliden og troen på min krop. Jeg træner i en old school skolegymnastiksal, og der lugter også sådan. Men det er et trygt rum. Jeg går på et sclerose-karatehold, hvor vi dyrker Shotokan, som er japansk. Vores instruktør ved, hvor meget han kan presse os, og det gør det bekymringsfrit, at der bliver taget hensyn. Men det betyder ikke, at vi kan gemme os bag vores sygdomme. Jeg kan mærke, at alle mine muskler er ømme efter træningen – på den gode måde.
Selvom det er hårdt at komme afsted, så fortryder jeg det aldrig. For jeg kan mærke, hvor godt det er for både min sygdom og mig.”
