Fatigue er et af de mest almindelige symptomer hos mennesker med sclerose – og også et af de mest invaliderende.
I Scleroseforeningens Livsvilkårundersøgelse fra 2022 angav 79 procent, at de oplevede fatigue i meget høj, høj eller nogen grad.
Definitionen på fatigue er en subjektiv mangel på fysisk og/eller mental energi, som patienten oplever påvirker almindelige aktiviteter. Man skelner mellem træthed og udtrætning.
7 råd til mere energi
Først og fremmest skal man have undersøgt, hvad der giver trætheden. På den måde bliver du bevidst, om det er sclerosen, der giver fatigue eller andre faktorer som for eksempel bivirkninger fra medicin.
Første skridt på vejen til at få mere energi i hverdagen er at blive bevidst om, hvordan sclerosen påvirker dig, og der er ting, som du ikke længere kan på helt samme måde som før.
Det betyder også, at du skal være bevidst om, hvilke af hverdagens aktiviteter der koster energi.
Derfor kan det give god mening at holde regnskab over sit energiniveau i løbet af dagen. Hvis du løber tør for energi op ad eftermiddagen, kan du planlægge dine aktiviteter til om formiddagen, så du har energi i banken til de forskellige aktiviteter i løbet af dagen.
Det er vigtigt at være bevidst om, hvordan du skal prioritere din energi. Derfor kan det være en hjælp at undersøge, hvilke aktiviteter i hverdagen, der er vigtige for dig. Når du bliver bevidst om, hvilke aktiviteter der tager din energi, og hvilke aktiviteter der giver energi, så bliver det nemmere for dig at planlægge aktiviteter og hvil i løbet af dagen.
Pauser er effektive og giver energi til at udføre krævende aktiviteter.
Hvilken type af pause, du har brug for, kommer helt an på, hvordan du mærker din fatigue. Nogle oplever at være mentalt træt, mens andre oplever, at det er kroppen, der er træt. Måske har du brug for et hvil, hvis du er fysisk træt, eller en god gåtur i ro og fred, hvis du er mentalt træt. Derfor skal du tage en pause, der virker for dig.
Det er vigtigt, at du opfatter pauser som tid, der er effektiv. Det kan være svært at give dig selv lov til at tage en pause, hvis du tænker, at tiden kunne have været brugt mere fornuftigt.
Træning er ikke kun godt for fysikken, men kan faktisk også forbedre fatigue på lang sigt. Træning giver energi, og kan derfor være med til at mindske fatigue og i stedet give et energiboost i hverdagen.
Selvom træning på længere sigt kan øge energiniveauet, så oplever flere med sclerose i starten, at de bliver mere udmattet efter træningen. Restitutionstiden efter træning kan også være længere, hvis man har sclerose.
Du skal huske på, at det ikke er dig, der bare ’skal tage sig sammen’, for fatigue er faktisk et symptom på sclerose. Derfor skal du også tage din fatigue seriøst.
Hvis du har brug for hjælp til at finde energi og overskud til de aktiviteter, der betyder noget for dig, så kan du gøre brug af Sclerosehospitalerne. Her er der blandt andet fokus på energi.