Efter to års kamp fik Karsten sin erstatning

”Man skal være stærk for at være syg. Det er mottoet herhjemme. Men det er egentlig utroligt, ikke? ”

56-årige Karsten Hommelgaard hæver øjenbrynene over det brune brillestel og gør store øjne bag glassene som for at understrege sin pointe.

I sin hånd holder han en stor stak papirer, som side op og side ned beskriver hans kamp for at få den erstatning for tabt erhvervsevne, han var berettiget til. En kamp mod et pensionsselskab, der endte med at tage næsten to år, før den i april i år faldt ud til Karstens fordel. Men vejen dertil var lang og opslidende, fortæller han.

Det kognitive kom i vejen

Det var tilbage i 2016, at Karsten måtte erkende, at sclerosen havde fået så godt greb om ham, at han ikke længere kunne beholde sit job. Dengang var han sælger hos it-firmaet Schultz A/S – et arbejde med travle dage og mangeartede opgaver. Og på trods af at han i længere tid havde været skånet på jobbet, kunne det ikke længere forenes med hans kognitive udfordringer, som stødt blev værre. Derfor søgte han om kompensation for tabt erhvervsevne.

”Jeg var umenneskeligt træt hele tiden, og presset fra arbejdet påvirkede mine symptomer fra sclerosen, så jeg fik store problemer med overblik, hukommelsen og med at finde ord frem, når jeg talte med folk,” siger han.

Fysisk havde sclerosen næsten ikke påvirket Karsten - udover et enkelt attak, der midlertidigt gik ud over hans ben. Hos ham var det næsten udelukkende det kognitive, der led under plakkerne på i hans hjerne, og det gjorde udfordringer usynlige for omverdenen.

”Man kan jo ikke se på mig, at jeg er syg, så det er meget svært for folk at forhold sig til. Men jeg kan i den grad mærke det – og det kan mine nærmeste også,” siger han.

Op på hesten igen

Og netop dét, at man ikke kunne se forandringerne på Karsten, mener han selv, var med til at gøre kampen for tabt erhvervsevne endnu sværere. For at få udbetalt præmien skulle hans arbejdsevne være nedsat med 50 procent eller mere, og det mente forsikringsselskabet ikke, at den var. På trods af at Karsten havde både neuropsykologiske tests og udtalelser fra scleroselæger, der pegede på det modsatte.

”Det var en kæmpe mavepuster at få afslag første gang. Mine rådgivere og jeg var helt overbevist om, at den ville gå igennem. De måtte da kunne forstå, at jeg var syg – det havde jeg jo også lægens ord for,” siger han og hæver igen sine grå øjenbryn over brillernes brune stel.

Men efter at have sundet sig oven på afslaget besluttede Karsten, at han ikke ville lade det slå sig ud af kurs.

”Jeg vidste, at jeg havde ret til den her godtgørelse, og jeg havde tænkt mig at kæmpe til jeg fik den. Man betaler jo ind til en forsikring netop for at blive hjulpet i situationer som denne her,” siger han.

Processen i langdrag

Derfor valgte Karsten at klage over afgørelsen og få forsikringsselskabet til at genoverveje deres beslutning. Men svaret blev det samme – afslag på afslag. Og hver gang der blev klaget over sagen, var der en lang behandlingstid, som hurtigt gjorde Karsten utålmodig.

”Jeg er en handlingens mand, og jeg er vant til at få tingene ført hurtigt ud i livet. Men denne her sag blev bare trukket i langdrag. Det var næsten som om, de prøvede at udtrætte mig, så jeg ikke orkede at blive ved med at klage,” fortæller han.

Men gennem sit netværk havde han med egne ord fået "kendskab til spillets regler". Han vidste, at afslagene var ren forretning for forsikringsselskabet, og han valgte derfor at forsøge at se på sin egen sag på samme måde.

”Man er nødt til at distancere sig fra det. Hvis man begynder at tage afslagene personligt, knækker man. Jeg kunne kun fortsætte så længe, fordi jeg kunne se professionelt på det – og fordi jeg vidste, at jeg havde ret til præmien,” siger han.

En psykisk kamp

Mens sagen mod forsikringsselskabet rullede derudaf, og den ene måned tog den anden og druknede i udskydelser og klager, var Karsten i jobprøvning med henblik på at komme i fleksjob. Han havde derfor meget tid til at tænke over den igangværende proces, og det gjorde det sværere at opretholde den professionelle distance.  

”Psykisk var det utroligt opslidende. Både fordi der var så meget uvished. Men også fordi jeg følte mig mistænkeliggjort – som om jeg hele tiden skulle bevise, at jeg var syg nok. Jeg har jo ikke en kørestol, som jeg kan pege på. Jeg burde have en kørestol om hjernen,” siger han og lader sin pegefinger banke et par gange mod sin tinding.

Men det var ikke kun i Karstens bevidsthed, at sagen voksede sig større. Hans kone, Susanne, fulgte det hele fra sidelinjen, og Karsten fortæller, at hun flere gange gennem forløbet oplevede stresssymptomer.

”Jeg tror, Susanne havde det værre i det, end jeg havde. Hun syntes simpelthen, at det var så uretfærdigt, at jeg skulle igennem så meget, og at det tog så lang tid,” siger han.

Endnu en test

Det var først da Karsten kontaktede en ny advokat, at tingene begyndte at tage fart. Efter et stykke tid skulle sagen for forsikringsankenævnet og i den forbindelse bestemte advokaten, at Karsten skulle have lavet en ny neuropsykologisk test. Og beskeden fra neuropsykologen var klar - han havde ”alle tegn på, at han ikke længere kunne fungere i et hvilket som helst job”.

”Det var en meget ambivalent følelse. På den ene side havde jeg lige sort på hvidt fået at vide, hvor slemt det egentlig stod til med mig. Men på den anden side fik jeg jo bevis på, at jeg havde ret,” fortæller Karsten.

Sidste søm i kisten

Med den nye test i ryggen havde Karsten nu styrket sin sag, som i de følgende dage blev behandlet af ankenævnet, og her var der fuld enighed om, at han var berettiget til at modtage godtgørelse for tabt erhvervsevne. Men dommen var ikke en ordre, som forsikringsselskabet skulle følge – blot en rettesnor. Så Karsten turde ikke glæde sig endnu.

”Jeg havde været i gang så længe, at jeg ikke ville forhold mig til noget, før jeg havde noget sort på hvidt. Jeg havde ikke meget tiltro til nogen på det tidspunkt,” siger han. 

En glædens dag

Først i april 2018 vælger pensionsselskabet at følge ankenævnets afgørelse, og der falder endelig afgørelse i sagen. Karstens ansigt lyser op, da han fortæller om den dag, hvor det hele faldt på plads.

”Det var en kæmpe forløsning. Jeg havde alt for længe følt mig som en brik i et spil. Som den lille mand i kamp mod kæmpen – og nu var det endelig lykkedes at få det, jeg var berettiget til,” fortæller han, mens et smil breder sig over hele hans ansigt.

I dag - efter at være kommet igennem sin godt to år lange kamp mod forsikringsselskabet - står Karsten tilbage med et godt råd til alle, som ender i samme situation som ham:

”Alliér dig med nogle gode folk, som har styr tingene. Det er farligt at tro, at man kan klare det hele alene. Og så skal man bare ikke give op – selvom det er hårdt og opslidende at fortsætte.”